0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Seniorøkonom hos Dansk Energi: En CO2-afgift er ikke klimaomstillingens hellige gral

Inden vi parkerer klimaindsatsen i afgiftsbåsen, er det værd at dvæle lidt ved de begrænsninger, en afgift har, skriver Torsten Hasforth, seniorøkonom hos Dansk Energi, i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De fleste økonomer har en læresætning. Den hedder, at vi skal sætte en pris på det, der skader os.

Det er ifølge lærebøgerne den mest effektive måde at løse miljø- og klimaproblemer på. Hvis vi sætter prisen rigtigt, får vi præcis så meget eller rettere så lidt, af det vi ikke ønsker, som vi er villige til at betale for.

Det er derfor ikke overraskende, at flere økonomer taler varmt for en afgift på at udlede drivhusgasser – en såkaldt CO2-afgift. En afgift, der skal være det centrale greb, som på 10 år halverer vores drivhusgasudledning og opfylder Klimalovens ambition om at have reduceret den samlet udledning med 70 procent siden 1990.

Men retorikken blandt fortalerne for en CO2-afgift har måske ladet den få en tand for meget til den bastante side.

Så inden vi parkerer hele klimaindsatsen i afgiftsbåsen, er det værd at dvæle lidt ved de begrænsninger, en afgift også har.

Elafgiften er allerede steget

Særligt på elområdet er den nemlig tydelig. De sidste 10 år har vi fået dobbelt så meget grøn strøm i vores stikkontakter. Fra 30 procent i 2010 til 70 procent i dag, og pilen peger fortsat opad. En absolut klimasucceshistorie, men også et godt eksempel på, hvad afgifter ikke kan.

Udviklingen er resultatet af mange års indsats for at løfte vind og sol, så de kan konkurrere med fossile brændsler.

Men afgifterne har ikke en rolle i den fortælling.

I hele perioden har forbruget af strøm, fra et klimaperspektiv, været et af de hårdest beskattede forbrug overhovedet. I sig selv har denne høje afgift dog kun haft marginal betydning for, at strømmen i dag er grøn.

Hvis vi kigger på, hvad elafgiften svarer til i kroner per ton CO2, så er den faktisk steget fra 1.600 kroner i 2010 til 4.400 kroner per ton i dag, efterhånden som strømmens indhold af CO2 er faldet. Det vil sige næsten tre gange højere end det niveau på 1.500 kroner per ton CO2 i 2030, der er blevet nævnt som passende.

Det barokke er, at den eksorbitant høje afgift gør et grønt elforbrug mindre attraktivt, men derudover ikke har bidraget til at gøre strømmen grøn. Afgiften betyder måske, at man kan nøjes med lidt færre vindmøller, fordi forbruget er lidt lavere, end det ellers ville have været. Men afgiften har ikke haft nogen effekt på, at der overhovedet er vindmøller og solceller på markedet i dag, som kan erstatte kul i vores strøm.

Det er en målrettet indsats for at bringe vindmøller og solceller til markedet, der har gjort, at de i dag fortrænger den fossile energi. For den enkelte forbruger har der ikke været noget alternativ til at bruge el, så afgiften har alene været til for at skabe indtægter for staten.

Afgifter kan ikke stå alene

Eksemplet viser, at afgifter kan være nok så høje, men hvis der ikke er noget alternativ for forbrugeren, har de ingen effekt. Det er kun ved at udvikle alternativer til de fossile brændsler, at vi kan gøre vores økonomi og forbrug grønt. Tanken om, at kæppen fra afgiften alene får os over på den grønne gren, er forfejlet. Afgifter kan ikke stå alene.

Et andet illustrativt eksempel er transportsektoren. I 2030 forventes transporten i Energistyrelsens fremskrivning at være den sektor, der udleder mest CO2. Benzin og diesel er faktisk allerede hårdt beskattet for alle forbrugere, der ifølge Klimarådet betaler en CO2-afgift på næsten 1.000 kroner per ton.

Hvis den afgift skrues op til 1.500 kroner per ton, ville det svare til cirka fire kroner ekstra per liter benzin. For nogle få ville den stigning være forskellen på, om de vælger en elbil eller en benzinbil. Det er den positive klimaeffekt ved en sådan afgift.

Men prisen for at overbevise de få vil være, at alle skulle betale højere benzinpriser. Det er også derfor, at Det Miljøøkonomiske Råd i 2018, efter at have modelleret en stigning i benzinafgifterne med op til 10 kroner, pegede på, at en sådan politik ville medføre en endog meget høj samfundsøkonomisk omkostning.

Afgiften ville nemlig også ramme dem, der ikke har et alternativ til benzinbilen, og som derfor ville få reduceret deres mobilitet. Det lyder måske ikke så slemt i en nøgtern akademisk sammenhæng, men det er et udtryk for, at der ville være familier, som sparede CO2 fordi de ikke længere havde råd til en bil.

Dermed vil der ikke blot opstå en klar social slagside af klimaindsatsen, men også generelle samfundsøkonomiske omkostninger i form af tabt arbejdsudbud, mobilitet og aktivitet.

De fravalg må ikke være et resultat af klimapolitikken. Målet er, at vi skal bringe grønne løsninger til markedet, så flest muligt får muligheden for at skifte fra et sort til et grønt forbrug. I bilernes tilfælde får vi en større effekt, hvis vi målrettet understøtter et skift fra benzin til el.

Der skal skabes et marked for det og en udvikling af grønne løsninger. På samme måde kunne vi straffe forbrugeren af olie og naturgas nok så meget med en afgift, men det, der løser klimaudfordringen, er, at der er produkter som varmepumper, som forbrugerne i sidste ende kan skifte til.

Problemet med en generel CO2-afgift er, at den ikke vil ikke sikre tilstrækkelig hurtig og fokuseret handling i forhold til, hvor stort et skift der kræves for at nå en reduktion på 70 procent, og hvor kort tid der er til 2030. Fokuserede afgifter kan være effektive, men løsningen kræver en sektorspecifik tilgang med sektorspecifikke virkemidler, der forholder sig til, hvad de konkrete teknologiske muligheder er, samt hvordan disse grønne teknologier bliver forbrugerens naturlige tilvalg.

Alternativet er, at det sorte blot bliver økonomisk tvungne fravalg uden alternativer.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.mk@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden