0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pressefoto.
Foto: Pressefoto.
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: Derfor er Biden som præsident en sejr for klimaet og dansk erhvervsliv

Hvis udmeldingen om Joe Biden som vinder af præsidentvalget står til troende, er det ikke blot årets ubetinget bedste klimanyhed, men også en fordel for dansk erhvervsliv, skriver John Nordbo, klimarådgiver i Care Danmark, i dette debatindlæg. Det stiller dog også krav til den danske regering.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

2020 tegnede efter det danske folketingsvalg til at blive et år i klimaets -meget tiltrængte- tegn. Og selv om coronapandemien har fyldt, er det værd at notere, at klimakampen ikke er gået i stå.

I Danmark arbejdes på at udmønte klimaloven og målet om 70 procents reduktion i 2030. I EU presser Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen på for, at medlemslandene øger deres klimaambitioner. Og den mægtige kinesiske præsident har meldt ud, at Kina skal være klimaneutralt i 2060.

Det er alt sammen gode nyheder, men meldingen om, at Joe Biden nu er valgt som USA’s næste præsident trumfer dem alle. For med valget af Joe Biden vandt også klimaet og mange danske virksomheder.

USA kommer tilbage i Paris-aftalen

Donald Trump har sørget for, at USA forlader Parisaftalen, men Biden har erklæret, at han vil melde USA ind igen. Det vil han gøre som en af de allerførste gerninger i embedet, når han tiltræder 20. januar.

Når Biden melder USA ind i det internationale klimasamarbejde igen, så vil det være et stærkt signal til andre lande og til markedet.

Paris-aftalen, og specielt målsætningen om at stræbe efter at holde den globale temperaturstigning nede på 1,5 grader, har vist erhvervslivet i Danmark og andre lande, at der skal beslutsom handling til. Vi kan ikke nøjes med business-as-usual med et lidt kraftigere stænk klima.

Amerikanske it-giganter har også forstået budskabet, men store dele af amerikansk erhvervsliv har hidtil hængt i håndbremsen: Det gælder hele oliebranchen og store dele af bilindustrien, flyselskaberne og den finansielle sektor.

Det er virksomheder, som har stor global indflydelse, og som nu får et stærkt modspil fra deres egen præsident. Biden ser klimaforandringerne i et helt andet lys end Trump. Han anerkender videnskaben og menneskets indflydelse på klimaet og mener, at den globale opvarmning er en eksistentiel trussel mod USA og verden.

Biden vil lægge pres på klimasyndere

Biden har lovet, at han inden for de første 100 dage ved magten vil tage initiativ til at samle de lande, som har de største udledninger af drivhusgasser for at få dem til at øge ambitionerne. Det betyder øget pres på lande som Rusland, Brasilien, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Australien. Det er lande, som ellers i kraft af Trumps antiklima-kurs har kunnet ligge i ly og undgået kraftig international kritik.

Når Biden kalder de store udledere til møde, vil han komme med en klimapolitik, der er mere ambitiøs end Obamas. Hvor Obamas plan var at reducere det amerikanske udslip med 80 procent i 2050, går Biden hele vejen til 100 procent. Han ønsker også hele den store amerikanske elforsyning omstillet til grøn energi (og atomkraft) inden 2035.

Danmark skal gribe muligheden

For dansk erhvervsliv vil valget af Biden være et kæmpe plus.

For det første vil Biden investere massivt i den grønne omstilling hjemme i USA. Og det betyder for Danmark, at USA kan blive et endnu større marked – ikke kun for vindmøller, men også for energibesparelser i for eksempel boliger, som også er en del af Bidens klimaplan.

For det andet vil Biden altså også bruge USA’s magt til at få andre lande til at øge ambitionerne, og dermed bliver det ikke alene det amerikanske marked, der åbner sig for eksport af danske grønne løsninger.

Så det er nu, den danske regering skal kende sin besøgelsestid. Den kan støtte op om erhvervslivet og den grønne eksport ved at fremlægge en overbevisende plan for, hvordan vi får reduceret vores udslip med 70 procent i 2030.

Det vil tiltrække international opmærksomhed, hvis Danmark fremstår som det gode eksempel til efterfølgelse. Men der er desværre en risiko for, at vi i stedet kommer til at se ud som et land, der fumler i det og ikke kan finde ud af for alvor at sætte ind. I sidste uge sendte Klimarådet en kraftig advarsel til regeringen om, at vi desværre lige nu ikke har en overbevisende klimaplan.

Regeringen må med andre ord sætte et ambitiøst mål for 2025 og fremlægge forslag til klimindsatser på landbrugsområdet og en grøn skattereform, der kan være med til at gøre det realistisk at komme i mål i 2030. Ellers risikerer vi at tabe en gylden mulighed på gulvet.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce