0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto
Foto: Privatfoto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: Regeringens klimamål begynder at ligne en matematisk umulighed

Sektorer som landbruget og transport, som står til at udgøre cirka 70 procent af vores udledninger i 2030, er endnu ikke eller kun overfladisk berørt, skriver Martin Collignon, klimaaktivist, i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dette folketingsår blev endnu et tragisk klimafjumreår. Regeringsperioden startede ellers lovende: for blot 18 måneder siden kunne man ikke få armene ned over aftalen, der skulle få Danmark på rette spor. Danmark skulle reducere sine udledninger med 70 procent i 2030 i forhold til 1990.

Men nu er der gået endnu et år.

Og det bliver i stigende grad sværere og sværere at se, hvordan vi overhovedet kan nå målet. Det handler hverken om at være rød eller blå, optimist eller pessimist, men om simpel matematik: På trods af et hav af ’grønneste aftaler nogensinde’ forventes Danmark allerede i 2027 at have udledt samlet set mere, end det vi har aftalt med resten af verden med Paris-aftalen for at holde os under 1,5 grader celcius.

Det er der tre konkrete årsager til: et fravær af tiltag der reducerer vores udledninger her og nu, tøvende støttepartier, der billiger regeringens nølende klimapolitik og en ekstraordinær indsats fra regeringens spindoktorer, der gør det svært at skille fårene fra bukkene.

Det bedste eksempel på regeringens overspringshandling er den udtalte »hockeystav«-strategi (hvor man mener at man bør vente på billigere teknologier i udgangen af årtiet). At man har valgt at offentliggøre den strategi er egentlig ikke overraskende: hidtil har regeringen og resten af Folketinget valgt at fokusere på at subsidiere ny teknologi og på klimamæssig symbolpolitik, i stedet for at tage tyren ved hornene.

Store sektorer går fri

Sektorer som landbruget og transport, som står til at udgør cirka 70 procent af vores udledninger i 2030, er endnu ikke eller kun overfladisk berørt.

Man har ligefremt aftalt med Danmarks største forurener Aalborg Portland, at de ikke behøver at udlede mindre end de gjorde i 1990. En beslutning om klimaafgifter, som enhver klima- eller økonomiekspert vil anbefale som drivkraften bag en seriøs grøn omstilling, er udskudt til om et par år.

Præcis som tidligere regeringer har man lovprist brint, CCS, Power to X og andre teknologier, der stadig er fugle på taget og ikke får en mærkbar betydning inden 2030. Man har satset på energiøer velvidende om, at deres etablering vil skabe overskrifter i Forbes, men kun reducerer årlige udledninger med yderligere 30.000 ton CO2, altså 0,03 millioner ton. Det er 20 millioner tons, der manglede for at nå 2030-målet.

I en verden, hvor der ikke må bruges olie efter 2050 for at leve op til klimaneutralitet, kunne man ikke lade være med at turnere i alverdens medier for at fortælle, hvor fantastisk det var, at man fra 2050 ikke længere kan det i Danmark.

For nylig tog man beslutningen om at anlægge et gasrør til Lolland-Falster, mens man i EU prædiker for mindre støtte til fossile brændsler, og man har for blot få uger siden præsenteret et udspil om grønnere byer, der selvfølgelig indebærer en udvidelse af Kastrup Lufthavn.

Samlet set må vurderingen være, at regeringen har brugt alle de demagogiske (men ineffektive) løsninger for klimaproblemet, som den kunne komme i nærheden af: vindmøller, færre plastikposer, elbiler og masser af ny teknologi. Støttepartier har for det mest blot nikket ja - med undtagelse af Enhedslisten under forhandlingerne om klimaafgifter.

Ministerens illusion

Der er ingen tvivl om, at klimaminister Dan Jørgensen (S) gennem spændende podcasts, velproducerede videoer, webinars og polerede indlæg på sociale medier har formået at holde illusionen om en hastig grøn omstilling kørende hos den brede skare af vælgere, der ikke ved bedre, og i udlandet.

Gad vide, hvad der sker, når den matematiske virkelighed trænger ind på Christiansborg?

Hvis situationen ikke var så tragisk, vil man måske grine over, at Dan Jørgensen sammen med IEA opfordrede alle andre lande om at bruge covid-19-støttemidler med grønne krav – noget som finansministeren i ramme alvor ikke mente bør ske i Danmark og derfor ikke blev til noget.

Men konsekvensen af de udeblevne kortsigtede reduktioner, tilliden til teknologiske mirakler og en god sjat greenwashing er stadig, at det er hårdere for Danmark at nå 70 procents-målet, end det var, da regeringen fik magten.

Gad vide, hvad der sker, når den matematiske virkelighed trænger ind på Christiansborg?

Højest sandsynligvis vil man som tidligere blot flytte (eller slette) målet med en erkendelse, som på det tidspunkt bliver selvfølgelig fuldstændig rigtig: det er for dyrt, og der er ikke tid nok.

Når man beslutter at udskyde en beslutning om en klimaafgift, så bliver det selvfølgelig sværere for borgere og virksomheder at sluge en afgift, der udover at være høj og ensartet, nu oveni skal være indfaset over en kortere periode.

Udledninger bliver også sværere at reducere, når der i mellemtiden er kommet flere virksomheder og borgere, der gennem køb af maskiner, biler, eller start på dårlige klimavaner er blevet direkte eller indirekte mere afhængige af fossile brændsler.

Måske er den erkendelse en del af forklaringen til, hvorfor støttepartierne Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti efter den besynderlige aftale om den såkaldte ’grønne skattereform’ blev angrebet af utilfredse klimabekymrede borgere. Med aftalen, der kunne have ændret folketingsåret fra at være endnu et klimafjumreår til noget brugbart, svigtede partierne, der skulle holde regeringen på rette spor.

Kan 70 procents-målet reddes?

Det ser meget besværligt ud, men der er stadig en lille mulighed. Det kræver, at borgerne holder politikerne til ilden, også når Greta Thunberg er mindre prominent, og når det er svært at gennemskue, om regeringens klimatiltag faktisk har betydning for udledninger.

Det kræver at regeringen læser forståelsespapiret en gang til og holdes ansvarligt for at overholde det — der står jo i anden paragraf, at »Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, der ikke kun gør noget, men som gør det, der skal til for at leve op til Paris aftalen«.

Det kræver sikkert også, at støttepartiernes slogans som »Grøn betyder nu« og »Vi skal gå forrest i klimakampen« bliver til noget mere end valgplakater.

Måske allervigtigst kræver det, at de danske politikere viser mod og gør det rigtige for danskerne og fremtidige generationer, også når virkeligheden ikke er lige så lys, som man hidtil har fortalt.

Deltag i debatten – her kan du læse vores tips og formalia eller send det med det samme til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce