0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Katherine Richardson i ny bog: 'Mest miljø for pengene' giver ingen mening i den antropocæne tidsalder

En ny bog, ’Væredygtighed – indersiden af bæredygtighed’, udgives 22. juni. Klimamonitor bringer her et boguddrag i form af kapitlet ’At være verdensborger i den antropocæne tidsalder kræver værdiændringer’, skrevet af professor og medlem af Klimarådet Katherine Richardson.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den antropocæne tidsalder ses og høres omtalt mange steder: i reklamer, populære videnskabelige artikler og titler på både foredrag og bøger. Men hvad er den for noget, og har den nogen betydning for os som individer?

Antropocæn betyder „menneskenes tidsalder“, og mange tror, at det bare er videnskaben, der har talt og besluttet at

kalde den tid, vi lever i, dette, men sådan er det ikke. Det er selvfølgelig rigtigt, at det var en videnskabsmand, nemlig nobelpristageren Paul Crutzen, som først foreslog, at den nuværende tidsalder skulle omdøbes fra holocæn til antropocæn (Crutzen, 2002).

Men Crutzen er atmosfærisk kemiker, og det er ikke kemikere, der har fået „retten“ til at navngive tidsaldre. Den ære tilfalder den gruppe geologer, der kaldes for stratigrafer.

Deres forskning består i at studere de forskellige lag, der findes i jorden. Ud fra forskellige kemiske signaler i disse lag kan stratigrafer beskrive de miljømæssige forhold, der herskede, da lagene blev dannet. Der er ligeledes kemiske metoder, der gør det muligt at afgøre alderen på de forskellige lag.

På den måde kan stratigrafer identificere og navngive perioder eller tidsaldre i Jordens historie, der har bestemte miljømæssige karakteristika. Da Crutzen foreslog, at den nuværende tidsalder skulle omdøbes til antropocæn, nedsatte stratigraferne en arbejdsgruppe, der skulle undersøge, om der var tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for at ændre navnet på vores tidsalder.

Arbejdet hos stratigraferne er endnu ikke afsluttet (Subramanian, 2019), så teknisk set lever vi stadig i den holocæne tidsalder, hvilket vil sige, at der ikke er noget, der hedder antropocæn. Det gør dog i realiteten ingen forskel, om stratigraferne beslutter sig for at ændre navnet på den nuværende tidsalder eller ej. De mange reklamer, bog- og foredragstitler bevidner, at den antropocæne tidsalder eksisterer, om ikke hos geologerne, så i mange menneskers ændrede opfattelse af forholdet mellem os og verden omkring os.

Måske var muligheden for rumrejser den katalysator, der igangsatte denne ændring i opfattelsen, idet man i forbindelse med Apollo-missionerne, der startede sidst i 1960’erne, for første gang fik adgang til billeder af Jorden fra rummet.

Billederne viste klart, at Jorden udgør et næsten lukket system. Den kan kun modtage noget udefra, der kommer gennem atmosfæren selv, fx energi fra solen og genstande fra rummet som meteorstumper i ny og næ. Billederne gjorde, og gør den dag i dag, stort indtryk på de fleste mennesker, og allerede i det indledende kapitel til Brundtlandrapporten (1987) spekuleres der over betydningen af disse billeder for menneskenes forståelse af vores forhold til Jorden.

Indtil man fik billederne af Jorden i hånden, var det let at bilde sig selv ind, at Jordens ressourcer var utømmelige. I forbindelse med udviklingen af samfundet baserede man sig på økonomiske modeller, der forudsætter, at alle ressourcer er erstattelige, således at hvis/når en kritisk ressource er ved at „løbe tør“, vil markedet kunne finde en billigere erstatning for denne ressource. Billederne udfordrede denne forståelse, da de klart viser, at når vi har brugt de ressourcer, der findes her på Jorden, får vi altså ikke flere.

I den samme periode, som samfundet var ved at indtage de fantastiske billeder af Jorden fra rummet, kom der foruroligende nyheder fra videnskaben. I 1970’erne opdagede man, at udledning til atmosfæren af de gasser, som man anvendte i køleskabe, var ved at nedbryde Jordens ozonlag. I 1980’erne fik man iskerner fra blandt andet Grønland, der viste en klar sammenhæng gennem hele Jordens historie mellem koncentrationen af COi atmosfæren og Jordens gennemsnitlige temperatur.

Rutinemålinger af CO-koncentrationen i atmosfæren var allerede begyndt i 1958, så det stod krystalklart i 1970’erne, at CO-koncentrationen var stigende. Den svenske kemiker Svante Arrhenius havde i 1896 spået, at menneskelig udledning af COtil atmosfæren ville give anledning til global opvarmning. Derfor var det ikke svært at få den mistanke, at det var menneskene selv, der havde ansvar for de stigende CO-koncentrationer i atmosfæren.

Således var scenen sat, da Paul Crutzen på et videnskabeligt møde i Mexico i 2000 rejste sig op og erklærede, at vi nu lever i den antropocæne tidsalder. Det han mente var, at vi nu måtte erkende, at vi mennesker har evnen gennem den samlede indflydelse af vores aktiviteter til at ændre Jordens tilstand. Vi havde længe erkendt, at vores aktiviteter forårsager degradering af vores lokale og regionale miljø. Nu måtte vi også erkende, at vores aktiviteter også påvirker miljøet på det planetære niveau.

Hidtil har det kun været naturlige hændelser, såsom den kollision med en meteor, der menes at have været ansvarlig for dinosaurernes udryddelse for omkring 60 millioner år siden, der kunne forårsage dramatiske ændringer i Jordens overordnede miljøtilstand. Men når vi taler om den antropocæne tidsalder, er det i virkeligheden en måde at udtrykke vores erkendelse af, at menneskenes aktiviteter nu er så omfattende, at de udgør en drivkraft, der også har kapacitet til at ændre Jordens overordnede miljøtilstand.

Vi har vænnet os til ideen om, at samfundsudvikling kræver, at vi forvalter vores lokale og regionale miljøressourcer på en forsvarlig måde. Erkendelsen af, at vi nu lever i den antropocæne tidsalder, gør det tydeligt for os, at fortsat samfundsudvikling kræver, at vi også indfører en forvaltning i forhold til Jorden som en global miljøressource. Hele det menneskelige samfund (og alle andre levende organismer) er afhængige af Jordens overordnede miljøtilstand.

Vi ved, at mennesker kan trives under de klima- og miljøforhold, som Jorden har oplevet i de sidste cirka 12.000 år. Vi ved ikke med sikkerhed, om mennesker fortsat vil kunne trives, hvis Jordens miljøtilstand undergår væsentlige forandringer.

Derfor må de menneskelige påvirkninger af Jorden på det globale niveau forvaltes på en måde, der minimerer risikoen for, at de forårsager væsentlige forandringer i det globale miljø. Den overordnede ledetråd i en sådan forvaltning må være fokus på og anvendelse af et koncept, som vi allerede kender godt, nemlig „kost-effektivitet“.

Hidtil har mantraet i Danmark været „mest miljø for pengene“, men i virkeligheden er det ikke penge, der gør os rige.

Stort set alle forbedringer af de menneskelige tilstande kommer med omkostninger i forhold til miljøtilstand. Enten tager vi noget direkte fra miljøet til fx mad, byggematerialer og energi, eller også udleder vi vores aktiviteter som „affald“, det vil sige drivhusgasser, kemikalier, plast osv. til miljøet.

Det er således forbrug af miljøet og dets ressourcer, der understøtter samfundsudviklingen, og som derved udgør vores ægte valuta. Det betyder, at „mest miljø for pengene“ ingen mening giver. Kost-effektivitet for et samfund i den antropocæne tidsalder kræver, at man får „størst mulig samfundsnytte for miljøomkostninger“.

Vi må derfor ændre vores værdier både i samfundet og som individer. I den antropocæne tidsalder har vi nemlig ikke længere råd til at lade den monetære pris være altafgørende for vores køb. I stedet skal det være den miljømæssige pris af vores aktiviteter, der kommer i højsædet.

Antologien ’Væredygtighed – indersiden af bæredygtighed’, hvor dette boguddrag stammer fra, er udgivet 22. juni på forlaget Dafolo.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce