0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Cepos: Indsatsen mod klimakrisen må ikke blive et større problem end den globale opvarmning

Klimapolitikken må ikke blive det værste af to onder, skriver analysechef Otto Brøns-Petersen, Cepos, i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Coronapandemien var en uvelkommen påmindelse om, at global opvarmning ikke er den eneste trussel mod menneskeheden.

Den vigtigste årsag til fattigdom på kloden er dårlige politiske institutioner og dårlig økonomisk politik, ikke klima. I en forskningsartikel har en økonomkollega og jeg målt den relative betydning af netop klimaforandringer og politik. Den understreger faren ved at nedvurdere alt andet end klimaet.

Global opvarmning vil få negative effekter. I analysen finder vi, at en temperaturstigning på en grad celsius vil reducere det globale BNP med 3,4 procent. Én grad svarer omtrent til målsætningen i Paris-aftalen (på højst to grader i forhold til før-industrielt niveau). Det er en relativ kraftig virkning. Andre studier finder typisk negative effekter svarende til to procent af BNP.

Som illustration af den negative effekt, kan man let iagttage, at lande med høje temperaturer generelt er fattigere end koldere egne. Men det er heller ikke svært at finde varme steder med høj rigdom. De er ikke fattige i Singapore eller Arizona.

Måling af velstand

En vigtig forklaring på et lands velstandsniveau er politiske institutioner og økonomisk politik. I artiklen bruger vi en hyppigt anvendt indikator: Index of economic freedom (EFI). Det måler graden af fri markedsøkonomi i flere dimensioner, herunder beskyttelse af grundlæggende rettigheder og uafhængige domstole, lavt reguleringsomfang, begrænset offentlig sektor og beskatning, frihandel og ikke-inflationær pengepolitik.

Danmark ligger i øjeblikket nummer 11 på ranglisten. Der er altså tale om borgernes grundlæggende politiske og økonomiske betingelser, som ikke desto mindre i en vis grad er påvirkelige også på kortere sigt. Indekset går fra 0-10.

Vi estimerer effekten af at forbedre de politiske institutioner og økonomiske politik med 1 trin på skalaen til at øge velstanden med 10,5 procent af BNP. Det gælder for både rige og fattige lande. Effekten er meget robust – betydeligt mere end effekten af temperaturændringer.

For størstedelen af verden vil det have større virkning at bevæge sig ét trin på EFI-skalaen end én grad i gennemsnitstemperatur.

Selv om de to skalaer naturligvis ikke er direkte sammenlignelige, så er sammenligningen relevant. Potentialet for både at forbedre og forringe sin position med 1 trin er betydeligt de fleste steder. Og det er endda sådan, at meget varme lande, som vil få stor negativ effekt af et endnu varmere klima, typisk scorer lavt på EFI-indekset. De har altså også et potentiale for at forbedre deres position gennem bedre institutioner og økonomisk politik.

Bizart klimaargument

Vi har set en tendens til at udråbe klimaet som menneskehedens største problem.

Men det er det – desværre og heldigvis – ikke. Desværre fordi der også er andre problemer, som fortjener opmærksomhed, men risikerer at glide i baggrunden. Heldigvis fordi klimaproblemet ikke er så stort, som det ind i mellem gøres til.

Det mest bizarre argument i klimadebatten er, at den økonomiske vækst er synderen og må høre op. Det overser helt, at konsekvensen af global opvarmning netop er at gøre os fattigere end ellers. Hvis væksten blev sat i stå, ville konsekvenserne være voldsomt meget værre end de værst tænkelige konsekvenser af selv betydelig opvarmning.

Ved en fortsat global vækst på tre procent om året, vil den gennemsnitlige levestandard i 2100 være 10 gange så høj som i dag. Omkostningerne ved klimaforandringer vil som nævnt være nogle procentpoint heraf.

Gode og dårlige klimatiltag

Der er imidlertid god grund til at begrænse klimaforandringer ud over det punkt, hvor de medfører større omkostninger, end det koster at begrænse dem.

Men selv mindre drastiske midler end et stop for væksten risikerer at få store negative effekter. Det gælder for eksempel mere protektionisme og mindre globalisering. Globaliseringen er – sammen med markedsorienterede reformer i især Kina og Indien – hovedårsagen til det dramatiske fald i fattigdommen i verden de seneste årtier.

Der er også en risiko for, at øget klimafokus i udviklingsbistanden vil bidrage til mindre vægt på institutioner og sund økonomisk politik i modtagerlandene, som udtrykt for eksempel i den såkaldte ’Washington-konsensus’.

I vores del af verden er risikoen, at klimapolitikken bliver ført med ikke-omkostningseffektive planøkonomiske redskaber. Det vil svække såvel effektiviteten i klimaindsatsen som det markedsøkonomiske system. Både jeg og de miljøøkonomiske vismænd har tidligere beregnet, at den grønne omstilling bliver markant dyrere, hvis man anvender redskaber som subsidier og regulering frem for en generel prissætning af drivhusgasser.

Det markedskonforme redskab er således de afgifter og kvoter, vi allerede kender, men ensartet på tværs af anvendelser, sektorer og helst også lande.

Der er en målsætning i aftalen om klimaloven, at den grønne omstilling ikke må gøre os fattigere. Nu kan det i snæver forstand ikke undgås.

Der er en omkostning ved at nedbringe drivhusgasudledningen markant. Men man kan kompensere for omkostningen ved at gennemføre strukturreformer med blandt andet lavere skatter. I den forstand har vi brug for mere markedsøkonomi for at klare klimaudfordringerne.

Deltag i debatten – her kan du læse vores tips og formalia eller send det med det samme til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden