0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Concito til Cepos: Her er problemerne med de økonomiske modeller, I baserer jeres analyse på

De økonomiske modeller, som Cepos og andre læner sig op ad, antager eksempelvis fejlagtigt, at industri og servicesektoren ikke rammes af klimaforandringer, skriver Torsten Hasforth, seniorøkonom hos Concito, i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De økonomiske vækstmodeller har indtil videre gjort deres til at gøre klimaforandringerne til et trivielt problem. Det giver derfor en meningsløs samtale, når de selv samme vækstmodeller bruges til at sige noget om behovet for at håndtere de langsigtede konsekvenser af klimaforandringerne.

Det kom til udtryk i et indlæg i Klimamonitor 23. august, hvor analysechef Otto Brøns-Petersen fra Cepos afvejede indsatsen for at afbøde klimakrisen over for indsatsen for en bedre økonomisk politik. Konklusionen (lidt forenklet) var, at afkast ved at stræbe efter god økonomisk politik var betydeligt højere end afkastet ved klimaindsatsen.

Den konklusion er desværre drevet af, at de økonomiske vækstmodeller beskriver konsekvenserne af klimaforandringer som trivielle. Hvad er trivielle?

Fordom at prisen for grøn omstilling er en lavere levestandard

Det er ikke tilfældige tal, som Otto Brøns anvender i sin analyse om den lave pris for klimaforandringer. Det er antagelser, som er så velestimerede, at de har fundet vej til IPCC’s seneste rapport over konsekvenserne af klimaforandringerne fra 2014, hvor der kommer en ny udgave til næste år.

Det værste økonomiske scenarie i IPCC-rapporten viste en temperatur stigning på 5,5 grader forbundet med en omkostning på netop seks procent. Otto Brøns nævner selv 3,4 procent tab ved en stigning på en grad.

Det er trivielt, når det antages, at global BNP er seks procent mindre ved en temperaturstigning på 5,5 grader i 2100. Med antagelse om fortsat global økonomisk vækst i verden på tre procent, så er det forskellen på, at den globale BNP er lidt under 10 gange højere i 2100 i stedet for, at den vil være lidt over 10 gange højere.

Altså en forsvindende lille forskel, når man ser 80 år ud i tiden.

En forskel, hvor det er nærliggende at tænke om en indsats overhovedet kan betale sig, særligt, hvis man bærer rundt på en fordom om, at prisen for grøn omstilling indebærer en drastisk nedgang i levestandard nu og her.

Ubeboelig

Men måske vil så høje temperaturstigninger reelt ikke medføre betydelige konsekvenser for verdensøkonomien?

Alternativt så skal vi måske ikke tillægge for meget vægt til de hidtidige økonomiske konsekvensvurderinger af klimaforandringerne. Helt konkret og fatalt, så vil en forhøjelse af jordens gennemsnitstemperatur med 5,5 grader betyde, at kombinationen af høj luftfugtighed og høje temperaturer i New York vil være dødelig for mennesker godt to måneder om året.

Konsekvenserne af så høje temperaturstigninger for store dele af de mennesker, der bor i troperne i det scenarie behøver ikke udpensles.

Blinde vinkler i økonomiske modeller

5,5 grader ligger heldigvis i den meget usandsynlige ende for verdens klima i 2100, men ens modelapparat må nok håndteres med en tønde salt, hvis svaret er et fald i indkomst på seks procent, når store dele af kloden, der i dag bebos af store dele af verdens befolkning i perioder, bliver ubeboelige.

Men hvorfor rammer modellerne så skævt?

Det kan der findes adskillige eksempler på. I modelleringen af prisen for klimaforandringer er det umuligt at komme udenom nobelprismodtageren William Nordhaus. Et koryfæ på området for økonomiske klimamodeller.

I den ovennævnte IPCC-rapport indgår en figur, som viser en række scenarier for sammenhæng mellem temperatur og økonomiske tab.

11 ud af 18 af de scenarier bygger på Nordhaus oprindelige model. Jeg træder ingen nobelprisøkonomom unødigt over tæerne ved at sige, at den model og dets børn har både mangler og blinde vinkler.

I Nordhaus oprindelige model identificerede han, at 13 procent af USA’s sektorer var påvirkelige af klimaforandringer. Lidt forsimplet indebærer det jo, at der er et øvre loft for tabet af klimaforandringer på 13 procent. IT- og finanssektoren vokser lystigt derudaf, selv om landbrugssektoren er lukket helt ned og udendørsklimaet bogstaveligt talt er uudholdeligt.

Et sådant udsagn indgår også i IPCC-rapporten, der siger, at industri og servicesektoren ikke er eksponeret over for klimaforandringer.

Det udsagn er ikke engang rigtigt i meget snæver forstand, når man tænker på konsekvenser for arbejdsstyrken i industri og servicesektoren, hvis de bliver ramt af dødelige hedebølger.

Temperaturdata trækker modellerne skæve

Udfordringen for modellerne har også været deres afhængighed af temperaturdata. Det kommer til udtryk på to forskellige måder. For det første har det været oplagt at se temperaturstigninger som en direkte oversættelse af klimaforandringer.

Men klimaforandringer er desværre mere end blot varmere vejr. Det er også andre typer af ekstremt vejr med dets medfølgende skader.

For det andet så anvender modellerne nuværende forskelle i indkomst og temperatur mellem regioner som en måde at vurdere konsekvensen af temperaturændringer. De forskelle er ret små. Temperaturforskelle forklarer indkomstforskelle ret dårligt. Deraf kan man desværre ikke udlede, at fordi Milano har en fin økonomi, så kan København med en temperatur som Milano også klare sig fint.

Selve forskydelsen af vejrmønstre kan i sig selv føre til betydelige tab. Det er nemlig ikke givet, at der altid vil være substitutter for dyrkningsmønstre, der har eksisteret i årtier eller endog århundreder. eller at der er en institutionel kapacitet til at håndtere så markante skift.

Økonomisk vækst kræver, at vi foretager en klimaindsats nu, og vi har behov for god økonomisk politik, der kan bære en nødvendig klimaindsats igennem.

Her er vi tilbage ved respons til Otto Brøns-Petersen. Måske er god økonomisk politik, eller i hvert fald solide institutioner, og en klimaindsats mere hinandens forudsætning frem for to størrelser, vi skal vælge imellem.

Det ville også være nyttigt med bedre økonomisk modellering af konsekvensen af de kommende klimaforandringer.

Deltag i debatten – her kan du læse vores tips og formalia eller send det med det samme til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce