0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto.
Foto: Privatfoto.
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: Sådan bliver borgerne forført til at acceptere landskabsødelæggende energianlæg

Borgerinddragelse forud for nye vedvarende energiprojekter, der ødelægger naturen, har ofte karakter af at blødgøre borgerne til at acceptere forandringerne, skriver borger og historiker Søren Nielsen-Man i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Etablering af store energianlæg på land og det kystnære hav støder af gode grunde ofte på modstand. Derfor ses en mobilisering af et større antal rådgivere, forskere og konsulenter, der tilbyder anvisninger på, hvorledes projektmagerne kan få borgere til at sluge den bitre pille.

Et ofte set forslag er her at lade lokale borgere få del i anlæggets indtjening, altså at købe deres accept. Men også mere sofistikerede metoder tilbydes.

I et indlæg i Klimamonitor (13.9.21) anbefaler konsulent og antropolog Kristoffer Ravnbøl, at man benytter sig af »antropologien – en videnskab der handler om studiet af mennesker« – for at opnå »bedre resultater i borgerinddragelsen«.

Det kan måske lyde tilforladeligt.

Men den røde tråd gennem hele indlægget er reelt, at kontrære borgere ved hjælp af slesk tale og billig portvin (undskyld: »metoder fra antropologien« og »adfærdsforskning«) skal og kan lures til at acceptere »store, grønne anlægsprojekter« som vindmølle- og solcelleparker.

Borgerne skal »inddrages« og overtales på antropologisk vis, for ellers »risikerer man at uenigheder bliver til konflikt, som kan vokse til modstand«, hvilket igen kan føre til »skrottede projekter«.

Lytte

Øvelsen går tydeligvis ud på, at borgerne, stille og roligt, empatisk og lyttende, skal bibringes et nært og venskabeligt forhold til projektmagerne og herigennem ledes til at opgive deres forkerte og ’følelsesbaserede’ modstand.

Som slutresultat vil borgerne indse projektmagernes godhed og de ’rationelle’ argumenters overlegenhed – og bøje sig.

Eller med konsulentens egne antropologiske ord: »… at lytte aktivt og stille oprigtige spørgsmål kræver træning og praktisk erfaring.«

Men det virker, »fordi når man lytter, spørger og går i konstruktiv dialog, så styrker man relationen. Adfærdsforskning viser, at en styrket relation, er et af de bedste redskaber til at forebygge og håndtere konflikter.«

Begrebet benyttes ofte nedladende, men egentlig er det jo indlysende og naturligt

Derfor, fortsætter konsulenten, »handler det om at fokusere på relationen, på den aktive lytning og på indlevelsen. Det handler om at afkode, hvornår borgerne har fået snakket ud, hvornår de er blevet lyttet nok til, og hvornår de er modtagelige for de rationelle argumenter.«

Alt dette vil hjælpe til, at »vores store grønne anlægsprojekter ikke bliver yderligere forsinket eller skrottet.«

Alle skal tjene penge

Kristoffer Ravnbøl præsenteres som partner i konsulenthuset Naboskab, et ifølge firmaets hjemmeside idealistisk grønt foretagende, hvor medarbejderne spiser vegetarisk frokost og »cykler fra A til B«.

Men også idealistiske konsulenthuse har naturligvis prosaiske økonomiske interesser, skal tjene til dagen og vejen – og de nødvendige penge findes nu engang hos projektmagerne og ikke hos de lokale borgere.

Ravnbøls indlæg kan da også læses som en annoncetekst, der skal tiltrække nervøse projektmagere, som frygter folkelig modstand: han kan tilbyde at mobilisere konsulenthusets antropologiske knowhow, soft power, tips og tricks, hvilket vil føre til opfyldelse af projektmagerens mål.

Intetsteds i Ravnbøls antropologiske forførelsesmanual åbnes der op for det perspektiv, at ’dialogen’ måske burde ende med at borgerne og deres ’følelser’ får ret, og projektmageren må pakke sammen.

Perspektivet er udelukkende, at projektet, efter en lang socialpsykologisk massage af borgeren, skal og vil blive gennemført.

NIMBY

Som et problem, der må overvindes, får Ravnbøl nævnt fænomenet ’not in my backyard’, altså at folk gerne vil have grøn strøm, men ikke produceret i egen baghave.

Begrebet benyttes ofte nedladende, men egentlig er det jo indlysende og naturligt, at de der skal leve med, se og måske høre på et dominerende industrianlæg hver eneste dag, også vil være blandt de første til at reflektere og reagere.

Desuden er det kun prisværdigt, at man bekymrer sig om sit lokalområdes miljø, natur og herlighedsværdier.

Men derudover kan man sagtens, både følelsesmæssigt og rationelt, være modstander af for eksempel landbaserede og kystnære vindmølleparker – uden personligt at være berørt heraf i eget lokalområde.

Vi tager derimod sjældent ud for at nyde synet af en vindmøllepark med dens vidtstrakte og tårnhøje gitterværk

Omsorgen for natur og landskab rækker for de fleste længere, end til hvad man lige kan se fra eget køkkenvindue.

Og endvidere bevæger vi mennesker os rundt, tager på udflugt i vores allesammens fælles landskaber, tager til mark, skov, hav og strand for at nyde og glæde os over naturen, de vide horisonter, de åbne grønne landskaber, det store og glitrende frie hav. En lise for sjæl og legeme, sundhedsmæssigt og dermed samfundsmæssigt værdifuldt.

Vi tager derimod sjældent ud for at nyde synet af en vindmøllepark med dens vidtstrakte og tårnhøje gitterværk og en række roterende kæmpevinger på toppen.

Hvad enten det så drejer sig om landbaserede anlæg, der ødelægger de smukke landskabelige proportioner, fælles herlighedsværdier og udsigter. Eller kystnære anlæg der bryder øjets frydefulde flugt udover den vældige havflade mod horisonten – hvor den fortryllede modsatte kyst ellers skulle være dukket uforstyrret op eller hvor himmel og hav skulle have forenet sig ubrudt og malerisk ved kimingen.

Bekymringen

Betyder denne kritik så, at en borger som undertegnede ikke bekymrer sig om de eskalerende klimaændringer, der jo i den grad kan ødelægge smukke eksisterende landskaber grundet vandstandsstigninger, forandre og forringe natur og økosystemer, decimere biodiversiteten – og flere steder i verden ødelægge befolkningers hele livsgrundlag?

Nej. Jeg bekymrer mig. Stærkt.

Pointen er derimod, at vi så vidt som overhovedet muligt må bestræbe os på at gennemføre den helt vitale grønne omstilling, uden at vi netop herved på paradoksal vis får spoleret vore frie grønne landskaber og kystnære havområder.

Og for eksempel hvad vindmøller angår: i stedet for den ’progressive’ og industriunderstøttede (her let karikerede) devise ’hvert sogn og hver havbugt sine kæmpemøller’ – så bør vi nu koncentrere os om at udnytte den mulighed vort velhavende samfunds høje teknologiske stade giver os for at flytte alle nye vindmøller meget langt ud på det åbne blæsende hav. Helt, helt uden for synsvidde fra vore kyster.

Og den bestræbelse må de ’grønne’ investorer og deres konsulenthuse såmænd godt kalde ’not in my backyard’.

Deltag i debatten – her kan du læse vores tips og formalia eller send det med det samme til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce