0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gry Bossen har fulgt processen om Parisaftalens Artikel 6 tæt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.klimamonitor@pol.dk

Debat: En hullet markedsmekanisme for CO2-handel risikerer at underminere Paris-aftalen

Mens den endelige aftale fra COP26 indeholder ambitiøse elementer, der hidtil ikke er set i en klimaaftale, så er der flere områder, hvor parterne ikke har kunnet blive enige om de mest ambitiøse løsninger. Artikel 6, den såkaldte markedsmekanisme, er én af disse, skriver Gry Bossen fra Verdens Skove i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når Verdens Skove tager til de internationale klimaforhandlinger, som COP26 i Glasgow, gør vi det med fokus på skoven og de dele af forhandlingerne, der kan få betydning for skoven.

Det har i denne omgang blandt andet været Paris-aftalens artikel 6, også kaldet markedsmekanismen.

Selv om det umiddelbart kan være svært at se forbindelsen mellem en markedsmekanisme og skoven, så ligger djævlen som alle ved begravet i detaljen. Det kan nemlig få negative konsekvenser for skoven og for klimaet, hvis det bliver muligt at lave og sælge CO2-kvoter produceret via skovenes CO2-optag.

Forhandlingerne på artikel 6 – en global markedsmekanisme under Parisaftalen – har igennem flere år skabt store problemer og forsinket afslutningen af flere COP’er, fordi parterne simpelthen ikke har kunnet blive enige.

Men på denne COP – COP26 – mødte alle landene op med en anderledes indstilling til, at det var nu eller aldrig, og pludselig gik forhandlingerne stærkt. Det lykkedes derfor landene at nå til enighed om nogle overordnede ideer til en ny markedsmekanisme og ydermere at uddybe, hvad der skal forhandles yderligere.

Vi har således rammerne for et kommende marked, hvor det bliver muligt for lande at handle med CO2-reduktioner og et marked, hvor det bliver muligt for private virksomheder at udveksle CO2-reduktioner på tværs af sektorer og landegrænser.

Men her seks år efter Parisaftalen er tiden løbet fra ideen om, at man kan betale sig fra sine udledninger ved at købe drivhusgasreduktioner andre steder i verden. Det er der ganske simpelt ikke plads til i det globale karbonbudget. Det er derfor skuffende, at parterne i Glasgow har insisteret på at udvikle en markedsmekanisme, som reelt ikke bør blive brugt i klimakampen.

Et hullet resultat

Når det nu er bestemt, at handel med CO2-kvoter skal være muligt, så er det pinedød nødvendigt at reglerne for den kommende markedsmekanisme sikrer, at der trods alt kun handles med reelle reduktioner, der ellers ikke ville være sket.

Selv om parterne har begrænset mulighederne for dobbelttælling, så er det desværre ikke nok. Reglerne giver stadig plads til overførsel af gamle kreditter og handel med kreditter skabt i skoven.

Begge dele risikerer at underminere ambitionen i Parisaftalen, da alt for mange parter så kan købe sig fra reelle reduktioner via falske og usikre kreditter, i stedet for selv at skulle gøre noget.

Derudover burde menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder have været bedre repræsenteret i mekanismen. Ved ikke at sikre at oprindelige folk og lokale inkluderes i udviklingen af reducerende projekter og tiltag, risikerer man, at de bliver kørt over i processen og mister retten til deres jord eller ikke deltager i implementeringen af projekterne.

Det giver stor risiko for, at projekterne ikke bliver bæredygtige og dermed ikke sikrer permanente reduktioner i CO2-udslip.

Der er altså stadig risiko for, at vi med denne mekanisme giver plads til at handle med varm luft, der ingen klimaeffekt har, og samtidig tillader regeringer og virksomheder at fortsætte med at udlede, som de plejer. Det er det helt modsatte af, hvad Paris-aftalen foreskriver. Hvis vi skal nå Parisaftalens mål så skal alle lande reducere deres udledning markant og i sådan en grad at der ikke burde være nogen, der har reduktioner at handle med.

En Ikke-markedsbaseret tilgang giver håb

Parterne er dog også nået til enighed om den ellers forsømte del af artikel 6.

Nemlig 6,8: en ikke-markedsbaseret tilgang.

Det vil sige, at vi nu har begyndelsen til en ny mekanisme, der kan generere finansiering, kapacitet og viden til klimabevarende projekter, uden at CO2-reduktionen skal udveksles i bytte. Det er godt.

Det vil forhåbentlig sikre flere gode klimaindsatser, hvor CO2-reduktionen ikke står i stedet for reduktioner andre steder.

Vi opfordrer derfor parterne til yderligere at styrke arbejdsprogrammet og fremskynde dets implementering for via teknologioverførsel, kapacitetsopbygning og mobilisering af yderligere midler for at øge ambitionerne, imødekomme behovet for klimahandling og tilpasning samt imødegå ulighed.

Deltag i debatten – her kan du læse vores tips og formalia eller send det med det samme til debat.klimamonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce