0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skidt for statskassen, godt for klimaet: Klimarådet anbefaler at droppe oliejagt i Nordsøen

Det vil netto sænke CO2-udledningen globalt, men koste den danske statskasse 16-35 milliarder kroner i løbet af 20-30 år, hvis Danmark indstiller nye licenser til olieudvinding i Nordsøen, vurderer Klimarådet.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Oliejagten i Nordsøen bør droppes. Det er anbefalingen i en ny rapport fra Klimarådet, der er regeringens uafhængige klimarådgivere.

Her anbefales det, at den ottende og fremtidige udbudsrunder af licenser til efterforskning og produktion af olie og gas i Nordsøen aflyses.

»Det væsentligste argument er, at et stop for ny efterforskning kan styrke troværdigheden omkring Danmarks ambitiøse klimapolitik,« fortæller Peter Møllgaard, der er formand for rådet.

Han henviser til Danmarks mål om at reducere udledningerne af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til i 1990.

»Samtidig vil det sende et stærkt klimapolitisk signal internationalt,« vurderer Klimarådets formand.

Danmark er et lille land. Hvorfor er det vigtigt, hvad vi gør?

»Det gavner samlet set klimaet, at Danmark producerer mindre olie og gas, selv om andre lande delvist modvirker det som reaktion, siger Peter Møllgaard.

Lavere dansk produktion gavner klimaet

Lækageeffekten af et dansk oliestop er meget omdiskuteret: om olieproduktionen blot siver videre til lande, der har en mindre effektiv udvinding, hvorved der netto er en negativ klimaeffekt.

I rapporten vurderer Klimarådet, at en lavere dansk olie- og gasproduktion vil føre til en øget produktion i andre lande.

Der vil dog være en nettoreduktion af drivhusgasser på 5 til 35 ton CO2, hver gang den danske produktion begrænses svarende til 100 ton CO2, vurderes det.

Danmark har udvundet olie og gas fra Nordsøen siden 1972. Fra 1984 er licenser til det primært tildelt ved nummererede udbudsrunder.

Den ottende af disse vurderes af rådet ikke til at have den store betydning for Danmarks mulighed for at opfylde reduktionsmålet i 2030.

Det skyldes, at der er tale om en mindre en af slagsen, og at størstedelen af olien og gassen forventes udvundet efter 2030.

Det kan dog underminere troværdigheden omkring målsætningen, hvis olie- og gasjagten i Nordsøen fortsætter, vurderer Peter Møllgaard.

Der er ellers et ’klimaforsvarligt rum’ for nye olieinvesteringer.

De nuværende kan nemlig ikke dække det fremtidige forbrug i en fremtid, hvor de globale temperaturstigninger forsøges holdes på omkring 1,5 grader.

Koster 16-35 milliarder

Det er dog ikke et rum, som Danmark skal udnytte, mener Klimarådet:

»For Danmark er det en overkommelig ting at gøre – det kommer ikke til at koste os alverden sammenlignet med andre lande.«

»Måles der på statskassen, er det i størrelsesordenen 16 til 35 milliarder kroner fordelt over en årrække på 20-30 år,« skønner Peter Møllgaard.

Den nedre grænse er i et scenarie med en lav oliepris, mens den øvre er ved en høj oliepris.

Den nye undersøgelse er lavet, efter at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i starten af året bad om den.

Det skete, i forbindelse med at regeringen udskød afgørelsen i den ottende udbudsrunder, der egentlig blev åbnet i 2018, hvor fire selskaber havde søgt.

Det blev gjort, så beslutningen kunne koordineres med kommende klimahandlingsplaner.

Dan Jørgensen: Vi træffer beslutning senere

Klimaminister Dan Jørgensen (S) oplyser i en skriftlig kommentar, at rapporten fra Klimarådet kommer til at indgå i regeringens stillingtagen til, om den ottende udbudsrunde skal gennemføres.

Han fortæller, at regeringen forventer at kunne komme med yderligere udmeldinger i efteråret.

»Regeringen vil se samlet på Nordsøens fremtid og ikke bare behandle ottende udbudsrunde isoleret. Det er vores ansvar som regering at tage beslutninger, der forener de forskellige hensyn, der bør tages.«

»Vi vil selvsagt vurdere sagen gennem de klimabriller, vi altid bruger. Men det er også vigtigt at tage højde for blandt andet økonomiske konsekvenser, arbejdspladser og forsyningssikkerhed.«

»Det er en kompleks balancegang, vi er ude i. Hvis Danmark skal tage internationalt klimalederskab, så skal vi også vise, at den grønne omstilling kan gå hånd i hånd med økonomisk ansvarlighed,« lyder det fra Dan Jørgensen.

SF: Nettoeffekt god for klimaet

SF’s klimaordfører, Signe Munk, ser to helt afgørende pointer i rapporten:

»Der er en global klimaeffekt af at aflyse den ottende udbudsrunde. Det gavner klimaet.«

»Og hvis Danmark gerne vil vise internationalt grønt lederskab, så dur det ikke, at vi har et olie- og naturgaseventyr i Nordsøen, som belaster klimaet og også peger i en helt forkert retning i forhold til Parisaftalen,« siger Signe Munk.

Enhedslisten: Træk stikket

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, mener ligeledes, at regeringen bliver nødt til at følge Klimarådets anbefaling.

»Hvis Dan Jørgensen gerne vil huskes som den klimaminister, der virkelig gjorde noget globalt og fik sat et internationalt aftryk, så skal han gøre det eneste rigtige, nemlig at trække stikket på en ny oliejagt,« siger hun.

Radikale: Olie er ikke fremtidens produkt

De Radikales stedfortrædende klimaordfører, Ruben Kidde, peger ud over de klimamæssige gevinster ved at aflyse den ottende udbudsrunde på, at Danmark fremover kommer til at være langt mindre afhængig af olieindtægter.

»Olie er ikke fremtidens produkt. Det viser priserne i verdensmarkedet også.«

»Estimaterne for, hvad vi kan få ud af det her over de næste årtier, er så lave, så det (stop af olieudvindingen, red.) er noget, vi har råd til at gøre, og som vi ikke har råd til at lade være med i forhold til befolkningens opbakning og vores internationale troværdighed,« siger han.

Dansk Metal imod

Dansk Metals cheføkonom, Thomas Søby, mener ikke, at der tages hensyn til arbejdspladser, også ved underleverandører, som vil rykke til udlandet ved at droppe oliejagten.

»Det, synes jeg, er en mangel,« siger Thomas Søby i en pressemeddelelse.

»Det peger i retning af, at omkostningerne ved ikke at gennemføre ottende udbudsrunde undervurderes, da arbejdspladserne vil rykke til udlandet,« siger Thomas Søby.

Greenpeace begejstret

Regeringen bør følge Klimarådets anbefaling, mener Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder.

»Rapporten er et bundsolidt bidrag til debatten og bør være det endelige, der skal siges om denne sag. Nu er det op til regeringen at melde sig ind i klimakampen og følge anbefalingen fra dens egne rådgivere,« siger Helene Hagel i en pressemeddelelse.

/ritzau/fkk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce