0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Britta Pedersen/AP/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Britta Pedersen/AP/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Boguddrag: Derfor er Bill Gates fan af CO2-afgifter og Danmarks energipuljer

Danmarks støtteordninger til vedvarende energi har banet vejen for billigere vindkraft globalt set. Det skriver Bill Gates i sin nye bog ’Sådan undgår vi klimakatastrofen’. Her kan du læse et uddrag fra kapitlet om, hvorfor politik og afgifter på emissioner er altafgørende.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I 1943, midt under anden verdenskrig, lagde en tyk sky af røg sig over Los Angeles. Den var så sundhedsskadelig, at den fik borgernes øjne til at svide og deres næser til at løbe. Bilister kunne ikke se ret mange meter frem ad gaden. Lokale frygtede, at den japanske hær havde angrebet byen med kemiske våben.

Los Angeles var imidlertid ikke blevet angrebet, i hvert fald ikke af en udenlandsk hær. Den virkelige synder var smog, skabt af en uheldig kombination af luftforurening og vejrforhold.

Næsten ti år senere, i fem dage i december 1952, blev London også lammet af smog. Busser og ambulancer holdt op med at køre. Sigtbarheden var så lav, selv inde i lukkede bygninger, at biografer blev lukket. Plyndringer grasserede, fordi politiet ikke kunne se mere end nogle få meter frem for sig. (Hvis man er fan af Netflix-serien The Crown, som jeg er, vil man huske en gribende episode, der finder sted under den her rædselsfulde hændelse). Det, der nu er kendt som Great Smog of London, dræbte mindst 4000 mennesker.

Disse hændelser kom til at markere starten på det store problem med luftforurening, der i 1950’erne og 1960’erne skulle blive en alvorlig bekymring for offentligheden i USA og Europa, og politiske beslutningstagere reagerede hurtigt. Den amerikanske kongres begyndte at skaffe midler til forskning i problemet og mulige afhjælpningsforanstaltninger i 1955. Det næste år havde den britiske regering vedtaget Clean Air Act, som skabte smogkontrollerede zoner i hele landet, hvor man kun måtte anvende brændsler med en renere forbrænding.

Alastair Grant/AP
Foto: Alastair Grant/AP

Syv år senere fastlagde den amerikanske Clean Air Act det moderne regulerende system for kontrol med luftforurening i USA; det er fortsat en af de mest omfattende love – og en af de mest betydningsfulde – til at regulere luftforurening, som kan bringe folkesundheden i fare. Præsident Nixon etablerede i 1970 Environmental Protection Agency20 til at hjælpe med at få den implementeret.

Forordningerne i den amerikanske Clean Air Act gjorde det, som det var meningen, at de skulle gøre – fjerne giftige gasser fra luften – og siden 1990 er niveauet af kvælstofdioxid i amerikanske udledninger faldet med 56 procent, kulilte med 77 og svovldioxid med 88 procent.

Bly er næsten forsvundet fra amerikanske udledninger. Vi opnåede alt dette, selv mens vores økonomi og befolkning voksede.

Men det er ikke nødvendigt at gå til historien for at finde eksempler på, hvordan en klog politik kan hjælpe med at løse et problem som luftforurening. Det sker også lige nu. I 2014 begyndte Kina at iværksætte flere programmer som reaktion på den voksende smog i bycentre og et voldsomt stigende niveau af farlige, luftforurenende stoffer. Regeringen satte nye mål for at reducere luftforurening, forbød opførelsen af nye kulfyrede kraftværker i nærheden af de mest forurenede byer og satte grænser for at køre i benzin- og dieseldrevne biler i store byer. I løbet af nogle få år kunne Beijing rapportere et fald på 35 procent af visse typer forurening, og Baoding, en by med 11 millioner indbyggere, kunne rapportere et fald på 38 procent.

Selvom luftforurening stadig er en væsentlig årsag til sygdom og død – den dræber sandsynligvis mere end syv millioner mennesker hvert år – har den politik, vi har implementeret, uden tvivl forhindret tallet i at blive endnu højere.21 (Politikken har også medvirket til at reducere drivhusgasserne en smule, selvom det ikke var dens oprindelige formål). I dag er det en udmærket illustration af, hvor afgørende en rolle det politiske system har, hvis vi skal undgå en klimakatastrofe.

Det kan virke ironisk, at jeg opfordrer til mere statslig indblanding.

Jeg indrømmer, at „politik“ er et vagt ord med en kedelig klang. Et stort gennembrud som for eksempel en fremragende ny type batteri ville være mere sexet end den politik, der fik en kemiker til at opfinde det. Men gennembruddet ville slet ikke eksistere uden en regering, som brugte skatteydernes penge på forskning, en politik beregnet på at få forskningen ud af laboratoriet og ud på markedet, og love og forordninger, som har været med til at skabe markedet og gjort det let at sprede i stort omfang.

I denne bog har jeg lagt vægt på de opfindelser, vi har brug for til at komme ned på nul – nye metoder til at lagre elektricitet, producere stål og så videre – men innovation handler ikke kun om at udvikle nye metoder og apparater. Det handler også om at udvikle nye politiske strategier, så vi kan demonstrere og tage disse opfindelser i brug på markedet så hurtigt som muligt.

Når vi skal udvikle de strategier, begynder vi heldigvis ikke helt fra bunden. Vi har en masse erfaring med at regulere energi. Faktisk er det en af de mest regulerede sektorer af økonomien, i USA og resten af verden. Ud over en renere luft har en intelligent energipolitik givet os følgende:

  • Elektrificering. I 1910 havde kun 12 procent af amerikanerne elektricitet i deres hjem. I 1950 var det mere end 90 procent, takket være initiativer som føderal finansiering af dæmninger, etablering af føderale styrelser til at regulere energi og en stor statslig indsats for at bringe elektricitet ud i landzonerne.


  • Energisikkerhed. Som reaktion på oliekrisen i 1970’erne begyndte USA at øge den hjemlige produktion fra forskellige energikilder. Den føderale regering indledte sine første større forsknings- og udviklingsprojekter i 1974. Næste år kom der en større lovgivning om energibesparende foranstaltninger, herunder brændstoføkonomiske standarder for biler. To år senere fulgte etableringen af energiministeriet. Så kollapsede oliepriserne i 1980’erne, og vi opgav mange af disse tiltag – indtil priserne atter begyndte at stige i 2000’erne, hvilket igangsatte en ny bølge af investeringer og forordninger. Som et resultat af disse og andre tiltag eksporterede USA i 2019 mere energi, end det importerede – for første gang i 70 år.


  • Økonomisk genrejsning. Efter finanskrisen i 2008 skabte de enkelte landes regeringer jobs og ansporede investeringer ved at anbringe penge i vedvarende energi, effektiv energiudnyttelse, elektricitetsinfrastruktur og jernbaner. I 2008 iværksatte Kina en økonomisk stimuluspakke til en værdi af 584 milliarder dollars, hvoraf en stor del gik til forskellige grønne projekter. I 2009 brugte American Recovery and Reinvestment Act skattelettelser, føderale bevillinger, lånegarantier og finansiering af forsknings- og udviklingsaktiviteter til at styrke økonomien og reducere udledningerne. Dette var den største enkeltstående investering i ren energi og effektiv energiudnyttelse i amerikansk historie, men det var en engangsindsprøjtning, ikke en vedvarende ændring af politikken.

Nu er tiden inde til at vende vores politiske planlægning mod den forhåndenværende udfordring: at nedbringe vores udledning af drivhusgasser til nul.

Statsledere over hele verden vil blive nødt til at formulere en vision for, hvordan den globale økonomi skal foretage overgangen til nul CO2-udledning. Den vision kan på sin side tjene som vejledning for menneskers og virksomheders ageren overalt i verden. Embedsmænd kan udfærdige retningslinjer for, hvor meget CO2 kraftværker, biler og fabrikker har lov til at udlede. De kan indføre forordninger, som former de finansielle markeder og klarlægger risikoen for klimaforandringer for de private og offentlige sektorer. De kan være hovedinvestorerne i videnskabelig forskning, som de også er nu, og udfærdige de regler, som afgør, hvor hurtigt nye produkter kan komme ud på markedet. Og de kan hjælpe med at klare nogle af de problemer, som markedet ikke er indrettet til at kunne håndtere – herunder de skjulte omkostninger, som de CO2-udledende produkter påfører miljø og mennesker.

Mange af disse beslutninger træffes på det nationale plan, men regionale og kommunale myndigheder spiller også en stor rolle. I mange lande regulerer subnationale myndigheder elektricitetsmarkeder og sætter standarder for brugen af energi i bygninger. De planlægger massive anlægsprojekter – dæmninger, transportsystemer, broer og veje – og vælger, hvor disse projekter skal bygges, og med hvilke materialer. De køber politibiler og brandkøretøjer, skolemad og elpærer. Ved hvert af disse skridt skal man beslutte, om man vil vælge et grønt alternativ.

Det kan virke ironisk, at jeg opfordrer til mere statslig indblanding. Da jeg opbyggede Microsoft, holdt jeg mig på afstand af politiske beslutningstagere i Washington D.C. og i hele verden, idet jeg tænkte, at de kun ville forhindre os i at gøre vores arbejde bedst muligt.

De amerikanske myndigheders antitrustsagsanlæg mod Microsoft i de sene 1990’ere fik mig delvis til at indse, at vi burde have indladt os med de politiske beslutningstagere lige fra begyndelsen. Jeg ved også, at når det drejer sig om gigantiske foretagender – om det så er at bygge et nationalt motorvejssystem, vaccinere verdens børn eller dekarbonisere den globale økonomi – har vi brug for, at politikerne spiller en kæmpestor rolle med hensyn til at skabe de rigtige incitamenter og sikre sig, at det overordnede system vil fungere for alle.

Selvfølgelig vil virksomheder og enkeltpersoner også være nødt til at gøre deres. I kapitel 11 og 12 vil jeg foreslå en plan for at nå ned på nul, med særlige skridt, som regeringer, virksomheder og enkeltpersoner kan tage. Men fordi de ansvarshavende politikere vil komme til at spille en så betydningsfuld rolle, vil jeg først foreslå syv høje mål, de bør sigte efter.

1. Pas på investeringskløften

Den første mikrobølgeovn kom på markedet i 1955. Den kostede, omregnet til nutidens dollars, næsten 12.000 dollars. I dag kan man få en udmærket en af slagsen for 50 dollars.

Hvorfor blev mikrobølgeovne så billige? Fordi det straks var indlysende, hvorfor man gerne ville eje noget, der kunne varme mad op på en brøkdel af den tid, det tog i en konventionel ovn. Salget af mikrobølgeovne steg hurtigt, hvilket ansporede konkurrencen på markedet, hvilket igen førte til produktion af billigere og billigere apparater.

Hvis bare energimarkedet fungerede på samme måde. Elektricitet er ikke som en mikrobølgeovn, hvor produktet med de bedste egenskaber vinder. En beskidt elektron får dine elpærer til at lyse præcis lige så godt som en ren. Som følge heraf er der, uden en eller anden politisk intervention – såsom en CO2-afgift eller standarder, som kræver en vis mænge kulstofneutrale elektroner på markedet – ingen garanti for, at det selskab, som investerer i at sende forbrugeren rene elektroner, faktisk vil tjene penge på det. Og der er en betragtelig risiko, fordi energiområdet er sådan en uhyre reguleret og kapitalkrævende industri.

Så man ser, hvorfor den private sektor systematisk underinvesterer i energimæssige forsknings- og udviklingsaktiviteter. Selskaber inden for energisektoren bruger i gennemsnit blot 0,3 procent af deres indtægter på forskning og udvikling. Elektronik- og medicinalindustrien bruger i kontrast hertil henholdsvis næsten 10 procent og 13 procent.

Vi har brug for en statslig politik og finansiering for at afskaffe denne kløft, med særligt fokus på områder, hvor vi skal opfinde nye, kulstofneutrale teknologier. Når en idé befinder sig i sine tidligste stadier – når vi ikke er sikre på, om den vil virke, og succesen måske er længere ude i fremtiden, end banker eller investorer med risikovillig kapital er villige til at vente – kan den rigtige politik og økonomiske støtte sikre, at den bliver fuldt ud undersøgt. Det kan være, idéen bliver et stort gennembrud, men den kan også blive et flop, så vi er nødt til at finde os i, at der vil være totale fiaskoer iblandt.

Generelt er det offentliges rolle at investere i forsknings- og udviklingsaktiviteter, når den private sektor ikke vil det, fordi den ikke kan se, hvordan den kan få et udbytte ud af det. Så snart det står klart, hvordan et selskab kan tjene penge, tager den private sektor over. Det er faktisk den måde, vi har fået de produkter på, som du sandsynligvis bruger dagligt, herunder internettet, livreddende medicin og det gpssystem, som din smartphone benytter til at vise dig vej. Computerindustrien – herunder Microsoft – ville aldrig være blevet den succes, som den blev, hvis de amerikanske myndigheder ikke havde bevilget penge til forskning i mindre og hurtigere mikroprocessorer.

I nogle sektorer, som den digitale teknologi, går overdragelsen fra stat til virksomhed relativt hurtigt. Med ren energi tager det meget længere tid og kræver endnu mere finansielt engagement fra statens side, fordi det videnskabelige og ingeniørmæssige arbejde er så tidskrævende og dyrt.

At investere i forskning har en anden fordel: Det kan medvirke til at skabe virksomheder i et land, som eksporterer deres produkter til andre. Land 1 kunne for eksempel skabe et billigt elektrobrændsel og sælge det til sine egne borgere, men også eksportere det til land 2. Selvom land 2 ellers mangler ambitioner om at skære ned, vil det ende med at reducere dets udledninger, simpelthen fordi nogle andre opfandt et bedre, billigere brændsel.

Endelig er forsknings- og udviklingsaktiviteter mest effektive (selvom de også skaber fordele på egen hånd), hvis de kombineres med efterspørgselsmæssige incitamenter. Ingen virksomhed vil forvandle den nye idé, som står beskrevet i et videnskabeligt tidsskrift, til et produkt, medmindre den er sikker på, at produktet vil finde villige købere, især i de tidlige faser, hvor det vil være dyrt.

2. Skab lige vilkår

Som jeg har hævdet i det uendelige (og muligvis til ulidelighed), skal vi have reduceret de grønne merpriser til nul. Noget af det kan vi opnå med de innovationer, jeg beskrev i kapitel 4 til 8 – for eksempel ved at gøre det billigere at producere kulstofneutralt stål. Men vi kan også forhøje prisen på fossile brændsler ved at indregne den skade, de forårsager, i de priser, vi betaler for dem.

I dag, når industrien producerer produkter, eller forbrugerne køber ting, betaler de ikke noget ekstra for den CO2, der er involveret, selvom denne CO2 påfører samfundet en meget reel omkostning. Dette er, hvad økonomer kalder en eksternalitet: en udgift, som bæres af samfundet frem for den person eller virksomhed, som er ansvarlig for den. Der er forskellige måder, herunder en CO2-afgift eller en lofts- og handelsordning, til at sikre, at i det mindste nogle af disse eksternaliteter betales af, hvem det nu er, der er ansvarlige for dem.

Kort fortalt kan vi reducere de grønne merpriser ved at gøre kulstofneutrale ting billigere (hvilket involverer teknisk innovation), ved at gøre kulstofudledende ting dyrere (hvilket involverer politisk innovation) eller ved at gøre lidt af begge dele. Idéen er ikke at straffe folk for deres drivhusgasser; den er at skabe et incitament til at skabe konkurrencedygtige kulstofneutrale alternativer.

Ved gradvis at lade prisen for CO2 afspejle dens reelle omkostning kan regeringer skubbe producenter og forbrugere hen imod mere energieffektive beslutninger og anspore innovation, som reducerer de grønne merpriser. Det er langt mere sandsynligt, at man forsøger at opfinde en ny slags elektrobrændsel, hvis man ved, at det ikke vil blive underbudt af kunstigt billig benzin.

3. Overvind ikkemarkedsmæssige forhindringer

Hvorfor er husejere modvillige over for at opgive olie- og naturgasdrevne fyr til fordel for eldrevne alternativer med en lavere CO2-udledning? Fordi de ikke ved noget om alternativerne, fordi der ikke er tilstrækkelig mange kvalificerede sælgere og installatører til at skaffe dem, og fordi de faktisk er ulovlige visse steder.

Hvorfor opgraderer udlejere ikke deres bygninger med en mere energirigtig opvarmning? Fordi de sender varmeregningen videre til deres lejere, som ofte ikke selv har lov til at foretage opgraderingen, og som sandsynligvis alligevel ikke vil bo i boligen længe nok til at høste langtidsfordelene.

Ingen af disse forhindringer, viser det sig, har ret meget at gøre med prisen. De eksisterer kun på grund af mangel på information, eller uddannet personale, eller incitamenter – alle sammen områder, hvor den rigtige statslige politik kan gøre en stor forskel.

4. Vær opdateret

Nogle gange er den store forhindring ikke forbrugerbevidsthed eller markeder, som ikke virker. Nogle gange er det politikken, som gør det svært at dekarbonisere.

Hvis man for eksempel vil anvende beton i en bygning, vil bygningsreglementet pinde ud med ulidelig mange detaljer – hvor godt den beton skal fungere, hvor stærk den skal være, hvor meget vægt den skal kunne bære og så videre. Det vil måske også definere den præcise kemiske sammensætning af den beton, der må anvendes. Disse sammensætninger udelukker ofte en lavemissionsbeton, som man ønsker at bruge, selvom denne opfylder alle funktionskravene.

Ingen ønsker at se bygninger og broer styrte sammen på grund af beton af dårlig kvalitet. Men vi kan sikre os, at standarderne afspejler de seneste teknologiske fremskridt og vigtigheden af at nå ned på nul.

5. Planlæg en retfærdig overgang

Et seriøst skift til en kulstofneutral økonomi må nødvendigvis skabe vindere og tabere. I USA vil delstater, hvis økonomi er meget afhængig af at bore efter fossile brændsler – Texas og North Dakota, for eksempel – have brug for at skabe jobs, der er lige så godt lønnede som dem, de mister, og de vil skulle erstatte de skatteindtægter, som for øjeblikket betaler for skoler, veje og andre absolut nødvendige ting. Det samme vil kødproducerende stater som Nebraska, hvis kunstigt kød afløser konventionelt. Og mennesker med en lav indkomst, som allerede bruger en væsentlig del af deres indkomst på energi, vil mærke byrden af den grønne merpris mere end de fleste.

Jeg ville ønske, der fandtes lette svar på disse problemer. Der er selvfølgelig nogle lokalsamfund, hvor højt betalte jobs i olie- og gasindustrien vil blive afløst af jobs i for eksempel solenergiindustrien. Men mange andre vil være nødt til at gennemgå en vanskelig overgangsperiode, der ender med, at de skal forlade sig på noget andet end at udvinde fossile brændsler som deres levebrød. Fordi løsningerne vil variere fra sted til sted, vil der være brug for, at de udformes af lokale ledere. Men den føderale regering kan hjælpe – som en del af en overordnet plan om at nå ned på nuludledning – ved at skaffe finansiering og teknisk rådgivning, og ved at skabe kontakt mellem lokalsamfund rundtomkring i landet, som oplever tilsvarende problemer, så de kan udveksle erfaringer om, hvad der virker.

Endelig er det forståeligt, i lokalsamfund, hvor udvinding af kul eller naturgas er en stor del af den lokale økonomi, at folk er urolige for, at overgangen måske vil gøre det sværere for dem at klare sig økonomisk. Den omstændighed, at de giver udtryk for den bekymring, gør dem ikke til klimabenægtere. Man behøver ikke at have læst statskundskab for at se, at nationale ledere, som er forkæmpere for at nå ned på nuludledning, vil finde større støtte for deres idéer, hvis de forstår bekymringerne i de familier og lokalsamfund, hvis levebrød vil blive hårdt ramt, og hvis de tager de bekymringer alvorligt.

6. Gør også de svære ting

Meget arbejde med klimaforandringer fokuserer på de relativt lette måder at reducere CO2-udledninger på – sådan noget som at køre i elbiler og skaffe strøm fra sol- og vindkraft. Det giver god mening, fordi det at kunne vise fremgang og demonstrere tidlig succes bidrager til at skaffe flere folk med om bord. Og det er vigtigt: Vi gør ikke de relativt lette ting i nær det omfang, det behøves, så der er store muligheder for at gøre væsentlige fremskridt lige nu og her.

Men vi kan ikke kun gå efter de lavthængende frugter. Nu hvor bevægelsen mod at gøre noget ved klimaforandringerne er ved at blive seriøs, må vi fokusere på de svære ting også: lagring af el, rent brændstof, cement, stål, kunstgødning og så videre. Og det vil kræve en anderledes tilgang til politiske beslutninger. Ud over at tage de redskaber i brug, vi allerede har, vil vi være nødt til at investere flere forsknings- og udviklingsmidler i de svære områder og – fordi meget af det er hjertet i vores fysiske infrastruktur, som veje og bygninger – benytte en politisk strategi, der er specielt beregnet på at skabe disse gennembrud og få dem ud på markedet.

7. Arbejd på teknologi, politik og markeder samtidig

Ud over teknologi og politik er der et tredje aspekt, som vi skal medregne: de virksomheder, der vil udvikle nye opfindelser og sørge for, at de når et globalt omfang, såvel som de investorer og finansielle markeder, som vil støtte disse virksomheder. I mangel af en bedre betegnelse vil jeg kalde denne gruppe „markeder“.

Markeder, teknologi og politik er som tre håndtag, som vi skal trække i for at kunne kvitte fossile brændsler. Vi er nødt til at trække i dem alle tre på samme tid og i samme retning.

Blot at vedtage en politisk beslutning – lad os sige en lov om, at biler skal være udledningsfrie – vil ikke nytte ret meget, hvis man ikke har en teknologi til at eliminere udledningen, eller hvis der ikke findes nogen virksomheder, der er villige til at fabrikere og sælge biler, der kan leve op til det krav. På den anden side vil det at have en lavemissionsteknologi – lad os sige en anordning, som opfanger kulstof fra et kulkraftværks skorstene – ikke nytte ret meget, hvis man ikke skaber det økonomiske incitament for kulkraftværker til at installere den. Og de færreste virksomheder vil satse på at opfinde en udledningsfri teknologi, hvis deres konkurrenter kan underbyde dem med produkter, der er fremstillet ved hjælp af fossile brændsler.

Det er grunden til, at markeder, politik og teknologi er nødt til at supplere hinanden. Politik, såsom at bruge penge på forsknings og udviklingsaktiviteter, kan medvirke til at starte nye teknologier og forme de markedssystemer, som vil sørge for, at de når ud til millioner af mennesker.

Men det virker også den anden vej rundt: Politik bør ligeledes udformes efter de teknologier, vi udvikler. Hvis vi opfandt et banebrydende flydende brændstof, så ville vores politik fokusere på at skabe de investeringsmæssige og finansielle strategier til at få det udbredt til hele Jorden, og vi ville ikke behøve at bekymre os så meget om at opfinde nye måder at lagre energi på, for nu bare at nævne én ting.

Lad mig give nogle få eksempler på, hvad der sker, når alle tre områder arbejder sammen, og når de ikke gør det.

For at se virkningerne af en politik, som ikke holder trit med teknologien, så kig på atomkraftindustrien. Atomkraft er den eneste kulstofneutrale energikilde, vi kan bruge næsten hvor som helst, 24 timer om dagen, 7 dage om ugen. En håndfuld virksomheder, herunder TerraPower, arbejder på avancerede reaktorer, som løser problemerne med den 50 år gamle konstruktion, man finder i nutidens reaktorer: Deres konstruktion er sikrere og billigere og producerer langt mindre affald. Men uden den rigtige politik og den rigtige tilgang til markeder vil det videnskabelige og ingeniørmæssige arbejde på disse avancerede reaktorer aldrig komme nogen vegne.

Peter Klint
Foto:: Peter Klint

Der vil aldrig nogensinde blive bygget et atomkraftværk, medmindre konstruktionen bliver godkendt, forsyningskæderne bliver etableret, og der bliver opført et pilotprojekt til at demonstrere den nye fremgangsmåde. Desværre har de fleste lande ikke brugbare måder at gøre disse ting på, bortset fra Kina og Rusland – som direkte investerer i statsstøttede, avancerede atomselskaber.

Det ville hjælpe, hvis flere lande var villige til at co-investere i dem for at medvirke til at få demonstrationsprojekter i gang, sådan som den amerikanske regering har gjort for nylig. Jeg indser, at det her kan lyde som noget, der bare skal tjene mit eget formål, set i lyset af at jeg ejer et avanceret atomselskab, men det er den eneste måde, hvorpå atomkraft vil få en chance for at afhjælpe klimaforandringerne.

Eksemplet med biobrændstoffer viser en anden udfordring: at sikre os, at vi ved, hvilket problem det er, vi forsøger at løse, og indretter vores politik herefter.

I 2005 vedtog den amerikanske kongres, med et øje på de stigende oliepriser og et ønske om at importere mindre olie, en lov ved navn Renewable Fuel Standard, som opsatte mål for, hvor meget biobrændstof landet skulle bruge i de kommende år.

Alene vedtagelsen af loven sendte et stærkt signal til transportindustrien, som investerede en masse i den biobrændstofteknologi, som eksisterede på det tidspunkt – majsbaseret ætanol. Majsætanol var allerede ret konkurrencedygtigt med benzin, fordi benzinpriserne var på vej opad, og ætanolproducenterne havde fordel af et årtier gammelt skattefradrag.

Politikken virkede. Produktionen af ætanol oversteg hurtigt de mål, Kongressen havde opsat; i dag kan en liter benzin solgt i USA indeholde op til 10 procent ætanol.

Så, i 2007, begyndte Kongressen at bruge biobrændstoffer til at løse et andet problem. Nu drejede bekymringen sig ikke kun om stigende oliepriser; den drejede sig om klimaforandringerne. Regeringen forhøjede målene for biobrændstoffer og krævede desuden, at 60 procent af alle biobrændstoffer solgt i USA skulle produceres ikke af majs, men af andre stivelser. (Biobrændstoffer, der fremstilles på denne måde, reducerer udledningerne tre gange mere end konventionelle biobrændstoffer). Raffinaderierne nåede hurtigt målet for konventionelle, majsbaserede biobrændstoffer, men de avancerede alternativer har haltet langt bag efter målet.

Hvorfor?

Delvis fordi videnskaben om avancerede biobrændstoffer ganske enkelt er virkelig svær. Og oliepriserne er forblevet relativt lave, hvilket har gjort det vanskeligt at retfærdiggøre større investeringer i et alternativ, der vil blive dyrere. Men en væsentlig grund er også, at de virksomheder, der kunne tænkes at producere disse biobrændstoffer, og de investorer, der kunne tænkes at støtte dem, har været usikre på markedet.

Myndighederne har forventet en nedgang i forsyningen af avancerede biobrændstoffer, så de bliver ved med at sænke målene. I 2017 blev målet sat ned fra 20,8 milliarder liter til omkring 1,2 milliarder liter. Og undertiden bliver de nye mål bekendtgjort så sent på året, at producenterne ikke ved, hvor meget de kan regne med at sælge.

Det er en ond spiral: Regeringen sænker kvoten, fordi den forventer en nedgang, og nedgangene bliver ved med at ske, fordi regeringen bliver ved med at sænke kvoten.

Lektien her er, at politikere er nødt til at være helt klar over det mål, de forsøger at opnå, og bevidste om de teknologier, de forsøger at promovere. At opsætte et mål for biobrændstoffer var et fint middel til at reducere den mængde olie, USA var nødt til at importere, fordi der allerede fandtes en eksisterende teknologi – majsætanol – som kunne indfri målet.

Politikken satte gang i innovation, udviklede markedet og fik det til at opskalere. Men at opstille et mål for biobrændstoffer var ikke nogen særlig effektiv måde at sænke udledningerne på, fordi politikerne ikke har taget højde for den omstændighed, at den egnede teknologi – avancerede biobrændstoffer – stadig befinder sig i de tidlige stadier, og de har ikke skabt sikkerhed for, at markedet har brug for, at det kommer videre fra de tidlige stadier.

Lad os nu se på en succeshistorie, hvor politikken, teknologien og markedet arbejdede langt bedre sammen. Så tidligt som i 1970’erne begyndte Japan, USA og EU at finansiere grundforskning i forskellige metoder til at fremstille elektricitet af sollys. Tidligt i 1990’erne var solenergiteknologien blevet forbedret så meget, at flere virksomheder begyndte at fremstille paneler, men solenergi havde stadig ikke fundet vej til den almindelige forbruger.

Danskerne gjorde noget usædvanligt

Tyskland gav markedet et boost ved at tilbyde lavtforrentede lån til at installere paneler og betale en garanteret afregningspris – et fast statsligt beløb pr. watt, som er produceret af vedvarende energi – til enhver, som havde overskydende grøn strøm. Så, i 2011, benyttede USA lånegarantier til at finansiere de fem største solfangeranlæg i landet. Kina har spillet en fremtrædende rolle med hensyn til at finde opfindsomme måder at gøre solpaneler billigere på. Takket være al denne innovation er prisen på solgenereret elektricitet faldet med 90 procent siden 2009.

Vindkraft er et andet godt eksempel. I løbet af de sidste ti år er effekten af den opstillede vindkraft vokset med over 20 procent om året i gennemsnit, og vindmøller står nu for omkring 5 procent af verdens elektricitet. Vindkraft vokser af én grund: Den bliver billigere og billigere. Kina, som står for en stor og voksende andel af verdens vindproducerede strøm, har sagt, at man snart vil ophøre med at subsidiere landvindmøller, fordi den strøm, de producerer, vil være præcis lige så billig som strømmen fra konventionelle kilder.

Martin Zakora
Foto: Martin Zakora

For at forstå, hvordan vi nåede frem hertil, kan man se på Danmark. Midt under oliekrisen i 1970’erne formulerede den danske regering en række politiske tiltag med henblik på at fremme vindkraft og mindske afhængigheden af olie. Blandt andet øremærkede regeringen betydelige midler til forsknings- og udviklingsaktiviteter i vedvarende energi.

Det skete ikke alene i Danmark (i USA begyndte man nogenlunde på samme tid at interessere sig for udvikling af vindmøller, der kunne levere strøm til elektricitetsnettet i Ohio), men danskerne gjorde noget usædvanligt. De kombinerede deres støtte til forsknings- og udviklingsaktiviteter med et tidsbegrænset incitament til vindmølleejere i form af et statsligt pristillæg på produktionsprisen. Senere blev der også lagt en CO2-afgift på det konkurrerende, kulstofbaserede elforbrug.

Efterhånden som lande som Spanien fulgte trop og begyndte at producere vindmøller, gennemgik industrien en teknologisk udvikling. Virksomhederne så nu en fordel i at udvikle større vinger og generatorer med en større effekt, så hver mølle kunne producere mere strøm, og de begyndte at sælge flere enheder. Med tiden faldt prisen for en vindmølle dramatisk. Det samme gjorde prisen for vindmøllebaseret strøm: I Danmark faldt den til det halve mellem 1987 og 2001. I dag får Danmark omkring halvdelen af sin strøm fra land- eller havplacerede vindmølleparker, og landet er den største eksportør af vindmøller i verden.

For at undgå misforståelser: Pointen med de her historier er ikke, at sol- og vindenergi er svaret på alle vores behov for elektricitet. Pointen er, at når vi fokuserer på alle tre ting samtidig – teknologi, politik og markeder – kan vi fremme innovation, sætte gang i nye virksomheder og hurtigt få nye produkter ud på markedet.

Enhver plan for klimaforandringer er nødt til at rumme en forståelse af, hvordan disse tre spiller sammen.

’Sådan undgår vi klimakatastrofen’ af Bill Gates er udgivet af Gyldendal.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce