0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix

Risikoen for lækage ved klimapolitik mod landbruget er lavere, end man hidtil troede.

Nye beregninger tager luften af et af de største argumenter mod klimakrav til danske virksomheder

Raten for, hvor mange udledninger, der flytter til udlandet ved klimapolitik i Danmark, er faldet markant i den nye rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd. Bag tallet gemmer sig store klimaperspektiver og metodiske udfordringer.

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gang på gang har advarslerne lydt fra regeringen og industrien.

Pas på med at stille for skrappe klimakrav til virksomhederne. Der er risiko for, at udledningerne flytter til udlandet, og at danske reduktioner derfor ikke gavner omstillingen globalt set.

Og så gider ingen kopiere foregangslandet Danmark.

Det er endda en præmis for Klimaloven, at klimapolitikken ikke må flytte arbejdspladser og dermed udledninger til udlandet.

Nu kan det vise sig, at frygten for CO2-lækage, som det kaldes, har været stærkt overdrevet.

I Det Miljøøkonomiske Råds nye rapport sænker vismændene lækageraten i kvotesektoren – altså produktion der er underlagt EU’s CO2-kvotesystem – fra 52 procent til 21 procent. For landbruget separat sænkes den fra 75 til 25 procent.

Lækageraten er regnet ud i et scenarie, hvor det nuværende marked påføres en drivhusgasafgift på 100 kroner. Den prioritering vender vi tilbage til.

Lækageraten betyder populært sagt, hvor stor en del af den reducerede udledning i Danmark, der vil blive udledt et andet sted, fordi produktion flytter til mere gunstige steder.

De nye tal viser dermed, at det er langt mindre, end de økonomiske vismænd tidligere har beregnet. Med den nye lækagerate bliver argumentet om, at det er bedre, at CO2-intensiv produktion ligger i Danmark end på den anden side grænsen altså udvandet.

»Hvis man er bekymret for klimaeffekten ved lækage, behøver man ikke være lige så bekymret som hidtil,« siger Lars Gårn Hansen.

Økonom og adjunkt på Københavns Universitet Peter Kjær Kruse, der tidligere har arbejdet i De Økonomiske Råd og været med til udarbejde de årlige rapporter, stemmer i:

»Den lavere lækagerate gør, at 70-procentsmålet giver mere mening, fordi danske reduktioner har en større direkte effekt på de globale udledninger,« siger han.

Det bestrides dog af Dansk Industri. Dem hører vi også fra senere.

Upræcise modeller

Det er et markant fald i lækageraten, vismændene præsenterer. Ved første øjekast vil klimaoptimisten finde det nærliggende at konkludere, at det kan skyldes en drastisk udvikling i klimapolitikken i vores nabolande.

Forklaringen findes i virkeligheden på skrivebordet.

De Økonomiske Vismænd har opdateret de gamle modeller. De var simpelthen for upræcise.

I den gamle model regnede vismændene med en international handelsmodel, der er god til at kortlægge internationale handelsstrømme.

»Men den model repræsenterer det enkelte land som en grovfil, der ikke afspejler alle nuancer i den danske økonomi særlig godt,« siger Lars Gårn Hansen.

I den internationale model var de såkaldte substitutionsmuligheder, særligt i landbruget, mindre, end hvad mere detaljerede og retvisende danske modelberegninger viser. Det økonomiske fremmedord dækker over, hvor let det er at ændre produktionen frem for at reducere den. Eksempelvis hvor let en landmand kan omstille sin bedrift til mere bæredygtig frem for at lukke den.

Med den nye rapport har de økonomiske vismænd lagt en »solid« model for den danske økonomi ind i den internationale. Dermed bliver de danske forhold afspejlet bedre i den overordnede beregning.

»Det viser, at man i højere grad kan ændre produktionen i stedet for at reducere den, og det medfører en lavere lækagerate for landbruget.«

Der er en række andre årsager til, at lækageraten falder. I beregningerne har økonomerne lagt bindende emissionsmål på ikke-kvotesektoren for hele EU, hvilket man kun gjorde med nogle EU-lande i sidste måling. Det betyder, at modellen går ud fra, at flere lande fører en progressiv klimapolitik.

Samtidig har vismændene regnet sig frem til, at udviklingen i drivhusgasintensiteten i udlandet er faldet i forhold til i Danmark. Det betyder, at udflytning af landbrugsproduktion ikke nødvendigvis vil give den samme merudledning, som hidtil har været frygtet.

Dertil regner økonomerne denne gang på lækageraten frem til 2030 og ikke frem til 2060. Det kortere interval mindsker også lækageraten på grund af den aktuelle kvotereform, hvor antallet af kvoter mindskes, og det er ifølge Lars Gårn Hansen den væsentligste faktor til nedsættelsen af lækageraten.

Er det virkeligheden, der har ændret sig, eller er det udelukkende jeres beregningstekniske forhold?

»Det er i virkeligheden den naturlige udvikling i forskningen: Vi er blevet bedre til at regne. Den model, vi regnede på sidst, var grov, og nu har vi udviklet og raffineret modellen, så den er kommet tættere på at afspejle virkeligheden. Så lækageraten for landbruget var faktisk lavere for et par år siden, end vi troede, fordi vi dengang havde en dårligere model,« siger Lars Gårn Hansen.

Indrømmelser

Det er ikke første gang, Lars Gårn Hansen må ændre vurderingen af lækage.

Sidste år måtte han over for Dagbladet Information fortryde et udsagn om, at De Miljøøkonomiske Vismænd havde vurderet lækageraten fra landbruget til at være 75 procent, mens det egentlig sagtens kunne være tættere på 30 procent.

Fejlen bestod i formidlingen, fortæller Lars Gårn Hansen i dag.

Vurderingen af de 75 procents lækagerate stod på præmissen om, at det kun er EU, der laver progressiv klimapolitik de kommende år.

Men hvis man tager Paris-aftalens internationale tilslutning med in mente, har lande over hele verden forpligtet sig til at reducere sine udledninger. Og det vil medføre en lavere lækagerate, end vismændene havde meldt ud.

Den samme præmis gør sig gældende i den nye rapport.

»Derfor skal man hele tiden huske på, at klimabekymringen for lækage forsvinder, som resten af verden begynder at føre klimapolitik,« siger Lars Gårn Hansen.

Usikkerheder

Der er flere detaljer i rapportens beregninger, der gør den virkelige lækagerate usikker. Det drejer sig blandt andet om niveauet på en drivhusgasafgift i beregningerne, om udviklingen i den relative drivhusgas-intensitet og om hvorvidt, modellen tillader, at kapital kan flyttes ud af landet.

Hovedbudskabet fra vismændenes rapport har været opfordringen om at indføre en bred drivhusgasafgift på 1.200 kroner i 2030. På trods af tab af arbejdspladser vil landbruget kunne overleve ved at omstille sin produktion, lød det fra rådet.

Men lækageraten i denne rapport er illustreret ud fra en drivhusgasafgift på 100 kroner.

Det fortæller Lars Gårn Hansen, da Klimamonitor spørger ind til det.

Årsagen er, at de økonomiske vismænd har ønsket at kunne sammenligne lækageraten med forrige rapport, hvor den var beregnet ud fra en drivhusgasafgift på 100 kroner.

Men hvis lækageraten er målt ud fra en 100 kroner højere drivhusgasafgift, så vil den virkelige lækagerate vel være højere i tilfælde af den foreslåede drivhusgasafgift på 1.200 kroner?

»Den vil være højere, ja. Hvad den vil være efter 1.200 kroner, har vi ikke målt på, men det vil være højere,« siger Lars Gårn Hansen.

Men ingen taler om en afgift på 100 kroner?

»Du kan bruge det til at sammenligne med sidste gang, og det er det eneste, vi gør. Det er en meget væsentlig ændring i beregningerne, at lækageraten for hele økonomien og for landbruget er væsentlig mindre – og hvor meget mindre, den er i forhold til sidste gang, der har vi lavet samme beregning for at illustrere forskellen,« siger han.

Selv om vismændene ikke har regnet lækageraten ud i et tilfælde af en drivhusgasafgift på 1.200 kroner, kan man stadig bruge den nye måling af raten til at give en indikation på, hvordan hård klimapolitik vil påvirke lækagen.

»En grundpræmis er, at lækageraten i landbruget bare er væsentligt mindre nu.«

Kapitaludflytning

I de nye beregninger er der et forhold, som økonom og adjunkt Peter Kjær Kruse finder problematisk. Det handler om kapitalens bevægelighed.

I beregningerne har Det Miljøøkonomiske Råd sat en præmis om, at kapital i Danmark ikke kan udflyttes som konsekvens af hård klimapolitik.

»Man antager normalt, at kapitalen kan flytte sig. Hvis der beskattes mere i Danmark, kan det flytte kapital til Tyskland for eksempel. Den faktor har de taget ud, og det vil reducere lækageraten, fordi man binder alt den kapital, der er i Danmark, til Danmark.«

Er det et metodisk problem?

»Der er altid metodiske problemer, så spørgsmålet er, hvor vigtigt, det er. Når jeg selv regner på det i en lidt anden modelramme, kan det betyde, at lækageraten er cirka seks procentpoint højere. Det er derfor en effekt, som formentlig er med til at undervurderer lækageraten,« siger Peter Kjær Kruse.

Det metodiske valg undrer Peter Kjær Kruse – men han må dog tilføje, at han ikke »vil sige, at det er et stort problem«.

Lars Gårn Hansen anerkender, at modellen antager, at kapital ikke flyttes mellem regioner, og at det vil have en betydning for lækageraten.

Han påpeger dog, at det i rådets egne rapporter faktisk betyder det modsatte af, hvad Peter Kjær Kruse siger.

For at gøre emnet endnu mere komplekst, så bunder den uenighed i forskellige valg af modeller.

»Det væsentlige er dog, at effekten af antagelsen ikke er særlig stor i forhold til de andre forhold,« siger Lars Gårn Hansen.

Dansk Industri afviser

Nu tilbage til Dansk Industri. Det er deres medlemmer, der oftest advarer mod lækage.

Produktionsindustrien frygter, at en høj drivhusgas-afgift uden tilstrækkelig kompensation vil føre til et tab af arbejdspladser. Og at de reducerede udledninger i stedet vil blive udledt et andet sted.

Den lavere lækagerate kan derfor opfattes som et argument mod deres fortælling – at det slet ikke er så stor en risiko, som industrien kan frygte. Hos Dansk Industri har man sine forbehold for rapporten.

Ifølge Det Miljøøkonomiske Råd vil et bindende klimamål i et andet land i sig selv mindske CO2-lækageeffekten.

»Det er en noget teoretisk og meget generel betragtning og skærer alt og alle over én kam. Det kan man efter DI’s opfattelse ikke,« siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI, i et skriftligt svar.

Hun fortsætter:

»CO2-lækage er ikke et teoretisk begreb. Det er aktuel virkelighed og bygger på nogle helt konkrete forskelle på omkostningsniveauer i forskellige lande.«

Det er i sidste ende – eller i hvert fald i høj grad - diverse politikkers indretning, der giver sig udslag i disse omkostningsforskelle, siger Højer Simonsen.

»Derfor mener DI ikke, at hensynet til CO2-lækage er blevet mindre presserende men mere – og er dermed på en anden kurs end den nye rapport fra DMØR.«

Fra Landbrug & Fødevarer lyder en anden kritik. Godt nok kan de fyrede finde arbejdspladser andre steder. Men det er ikke nødvendigvis i landdistrikterne, kritiserer L&F-klimadirektør Niels Peter Nørring.

Han har også påpeget, at han ikke tror, det vil være muligt at reducere tabet af arbejdspladser til de anslåede 15.000 styks ved en drivhusgasafgift på 1.200 kroner. Han ser i stedet et scenarie, hvor hele mælke- og kvægindustrien kan blive afviklet.

Hvor udenlandske varer erstatter de danske i kølediskene.

En bekymring, hvis størrelse han og Lars Gårn Hansen nok ikke bliver enige om lige foreløbigt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce