0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hele fire ministre var mødt op ved Københavns Universitets forskningsfaciliteter i Taastrup: Fødevarer, landbrug og fiskeriminister Rasmus Prehn, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, miljøminister Lea Wermelin og erhvervsminister Simon Kollerup. Her ses de før præsentationen onsdag 28. april.

Vi har talt med pioneren, eksperten og ministrene: Den største reduktion i landbrugsudspillet mangler både penge og en plan

Pyrolyseteknologi kan både fortrænge fossilt brændstof og lagre kulstof i jorden. Det skal give store klimagevinster, men regeringen vil vente med at afklare en forretningsmodel, der kan finansiere driften.

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Du tager noget affald fra landbruget. Det kan være halm. Så putter du det ind i et 500 graders varmt anlæg , og i den anden ende får du to produkter: et grønt brændstof og biokul.

De små, sorte kul kan drysses ud over marker, så de bedre holder på vand og tilsættes næringsstof.

Og vigtigst i et klimaperspektiv lagrer de kulstof i jorden.

Det er princippet i biokul fremstillet ved pyrolyseteknologi. En teknologi, som skal skaffe to millioner ton CO2-reduktioner årligt fra 2030, lyder det i regeringens nye landbrugsudspil.

Dermed er det posten, der fylder mest i regeringens plan. Oplægget rummer 1,6 millioner ton CO2 i faktiske reduktioner, mens der samlet er opgjort cirka fem millioner tons CO2-reduktioner i tekniske potentialer – som for eksempel pyrolyseteknologien.

Der er bare et problem. Processen koster penge. Og politikerne har endnu ikke en klar plan for forretningsmodellen bag. Tilbage til de problemer senere.

Regeringens vurdering af det teknologisk potentiale fra pyrolyse er realistisk, siger landbrugs- og klimaekspert Jørgen E. Olesen, professor ved Aarhus Universitet.

De to millioner ton er et højt tal – men faktisk en del lavere, end hvad andre tidligere har præsenteret. DTU har vurderet et reduktionspotentiale på seks millioner ton CO2 i 2030.

»To millioner ton CO2e i reduktioner er sikkert et realistisk niveau, hvis vi vil det,« siger Aarhus-professoren.

»Hvis vi tager mængden af halm, er der potentiale til større reduktioner end det. Så det er spørgsmålet om, hvad der realistisk set kan mobiliseres ud fra markerne. Der er vi nok deroppe, hvis vi både tager fra gyllefibre, bioraffinaderi på græs, hvad vi kan hente fra halmen og så lægger det sammen – så kommer vi til det niveau,« siger Jørgen E. Olesen.

Han påpeger dog, at der er brug for en skarp strategi for brugen af biomassen, så der er nok til både biokul og biobrændstoffer.

»Så det er en samtænkning, vi har brug for i forhold til biomasser. Hvor meget der i virkeligheden skal gå ind i energiforsyningen og kulstofbaserede grønne brændstoffer, og hvor meget, vi kan bruge i biokul på marken,« siger Jørgen E. Olesen.

Kan vi risikere at nå et ressourceloft, hvis biomassen også skal bruges til brændstoffer i energiforsyningen?

»Det kan jeg ikke sige. Men det kan jeg godt frygte, hvis ikke det er noget, vi regner med i spørgsmålet om, hvordan vi får mest hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne. Det afhænger også meget af, hvor mange grønne brændstoffer, vi skal hente til energiforsyningen.«

Forretningsmodel mangler

Et centralt spørgsmål er, hvordan økonomien skal hænge sammen. Her rummer fortællingen en trist historie. Politikerne har tidligere haft en massiv satsning på at bruge netop halm i den grønne omstilling. Dong fik kæmpe millionbeløb fra staten til at bygge et bioethanolanlæg i Kalundborg, Inbicon.

I fem år rullede store halmballer ind i anlægget, men i 2015 trak Dong stikket. Brændstoffet var for dyrt.

Også biokul mangler en forretningsmodel.

Lige nu håber aktørerne, at klimapotentialet kan sikre det økonomisk fundament. Men nogen skal betale for klimagevinsten.

870 kroner per ton

Ifølge beregninger lavet af konsulentvirksomheden EA Energianalyse koster det 870 kroner per ton CO2, der reduceres.

I realiteten risikerer omkostningen at blive større, for konsulentvirksomheden – der har udført beregningerne for pyrolysevirksomheden Stiesdal – har taget med i beregningerne, at landmænd vil betale for biokullet, fordi det fungerer som jordforbedring. Biokul tilfører næringsstoffer og hjælper til at holde vand i sandede jorde og afgive vand på lerede jorde. Dermed øges udbyttet af afgrøderne.

Men gevinsten opnås først efter en del år. Derfor er han skeptisk over for landmændenes betalingsvillighed.

»Fordelen, landmændene får her i forhold til at udnytte biokul, er der ikke. Det øger ikke udbyttet for landmændene, så nogen skal betale for det,« siger Jørgen E. Olesen.

Hvem skal så betale for driften af anlæggene?

Det er en udfordring, som skal løses, siger Henrik Stiesdal, stifter og direktør for virksomheden Stiesdal, som satser stort på pyrolyseteknologien. Det er netop ham, der har betalt EA Energianalyse for at vurdere potentialet.

»For os er det et kæmpe løft. Det skal ikke være nogen hemmelighed,« siger Henrik Stiesdal om regeringens udspil som det første.

Kort efter begynder han at tale matematik.

40 anlæg kræves

Henrik Stiesdal har nemlig allerede regnet på, hvordan regeringens mål om to millioner tons CO2-reduktioner fra pyrolyseteknologi kan blive til virkelighed.

Og han er i fuld gang med en tre-trins-raket over pyrolyseanlæg.

Stiesdal Fuel Technologies, Frecon
Illustration: Stiesdal Fuel Technologies, Frecon

Skitse af Stiesdals SkyClean-anlæg udefra. Når det kaldes Skyclean, er det fordi, brændstoffet kan fungere som flybrændstof.

Lige nu har DTU i Risø et pyrolyseanlæg på 200 kilowatt. I maj opfører Stiesdal A/S selv et anlæg i samme størrelse. Men det batter intet klimamæssigt. De to anlæg er blot til test.

Til november opfører Stiesdal til gengæld et anlæg på to megawatt – 10 gange så stort som første testanlæg.

»Det har vi ikke ventet på, at staten skal give penge til. Det bruger vi selv penge på, og det koster 20 millioner kroner i en skrabet udgave. Der vil man kunne opnå en ordentlig indsigt i, hvordan man opskalerer teknologien. Sker der noget uventet? Det forventer vi ikke, men det er et spil med ubekendte, og dem vil vi få syn for,« siger Henrik Stiesdal.

Derefter vil virksomheden igen gange med 10. Et anlæg på 20 megawatt skal bygges.

Det vil kræve 40 anlæg i den størrelse at nå de to millioner tons CO2-reduktioner årligt fra 2030, er Henrik Stiesdals hurtige beregning.

Mulige konfigurationer af SkyClean-processen.

Et anlæg på 20 megawatt vil sluge cirka 45.000 ton biomasse om året. I den anden ende gemmer det 36.000 ton CO2 af vejen som kul. Anlægget producerer også bioolie, som kan give reduktioner svarende til 19.000 ton CO2, fordi man forventer, at det fortrænger fossilt produceret olie.

Tilsammen giver det 55.000 ton CO2 årligt i reduktion. Ganget med 40 giver det 2,2 millioner tons.

Millioner af kroner

Stiesdals projektering til opførelsen af det første 20 megawatt-anlæg begynder omkring årsskiftet.

Selv når det anlæg er opført, er der flere udfordringer. Der skal gennemføres en omfattende forskning i, hvordan anlægget virker, og hvordan produktet biokul påvirker landmandens jord, før man kan sige, at teknologien er helt færdig.

Derfor koster hele processen omkring det første store anlæg på 20 megawatt alt i alt omkring 400 millioner kroner, anslår Henrik Stiesdal.

Er det overhovedet realistisk at følge den udvikling – og så skaffe 40 anlæg til den pris?

»Det er ikke bare realistisk. Det kommer til at ske.«

Han uddyber:

»Man kan groft sagt sige, at der er tre tekniske skridt og et forskningsben. Det første tekniske skridt er forsøget med forskningsanlægget, det næste er at gange det med ti, og det tredje er at gange det med 10 igen. De to første sker uanset hvad, fordi det er noget, min virksomhed laver. Det er ikke afhængig af, hvad der foregår i en landbrugsforhandling,« siger Henrik Stiesdal og fortsætter.

»Vi kan se, at pyrolyseteknologien kan bidrage væsentligt til at løse landbrugets klimaproblemer i Danmark. Og vi er jo ikke ene om at have udfordringer i landbruget og gerne ville skaffe noget CO2 af vejen. Så der er også et kæmpestort eksportmarked. Vi vil helst have, at teknologiudviklingen accelereres, og at vi får trådt alle skridt på hjemmemarkedet, før vi går ud på eksportmarkedet, men selv hvis man sagde i Danmark, at det ikke var interessant, så sker det alligevel - det vil i så fald bare gå lidt langsommere for det store anlæg.«

Finansiering

Det store spørgsmål er så, hvordan man får finansieret 40 af de store pyrolyseanlæg. I finansloven er der afsat 200 millioner kroner til pyrolyseanlæg, og i regeringens landbrugsudspil er der afsat omkring 200 millioner kroner til forskning og udvikling i feltet.

Hvis Stiesdal vinder buddet om de penge, kan det være med til at finansiere det første store anlæg.

Derfra anerkender han, at teknologien har svært ved at stå på egne ben forretningsmæssigt.

»Man kan sige, at det minder om, hvad markedet var for vindmøller og sol, da det begyndte. En ny teknologi, der ikke automatisk kan være konkurrencedygtig fra dag 1. Så hvis man selv skal betale for råvarer, biogasfibre, behandle det og lave biokul og sælge brændstoffet, er det ikke i sig selv økonomi til det i dag,« siger han.

Derfor vil teknologiens succes være afhængig af tilskudsordninger, mener Henrik Stiesdal.

Henrik Stiesdal foreslår tilskud, så pyrolysevirksomhederne kan købe råvarerne, eksempelvis halm, billigere.

En anden tilskudsordning, Stiesdal mener er nødvendig, er, at det CO2, som pyrolyseteknologien opsuger fra atmosfæren og gemmer af vejen som biokul, sidestilles med CO2, som bliver fanget på kraftværker i industrien, kaldet Carbon Capture and Storage, CCS.

Staten er villig til at betale for CO2, der skaffes af vejen på kraftværker: Folketinget afsatte for et år siden, i klimaaftalen for energi og industri, store milliardbeløb af til CO2-fangst.

Det synes Stiesdal også skal gælde for pyrolyse.

»Hvis vi kan få det på benene, er der folk, der gerne vil investere i det og drifte anlæggene. Og så vil de blive udbredt, så vi kan nå regeringens mål,« siger han.

Ministre vil vente

Regeringen vil ikke selv komme ind på, hvordan de to millioner tons CO2-reduktioner konkret skal blive til virkelighed.

»Nu skal vi i gang med at teste,« siger klimaminister Dan Jørgensen (S) til Klimamonitor.

»Hvordan vi tager de næste skridt, i forhold til at få det markedsgjort, er for tidligt at sige.«

Regeringen har flere instrumenter at skrue på. Dan Jørgensen nævnte ved onsdagens pressemøde i Taastrup selv tilskud som et værktøj. Men der er andre knapper. Folketinget har vedtaget en klimaplan for transporten, hvor et CO2-fortrængningskrav skal få brændstofsektoren til at investere penge i CO2-fri brændsler. Også en højere, ensartet CO2-afgift vil give incitamenter til at dække driftsomkostningerne. Det kan også tænkes, at biokul kan bruges som klimakompensation.

Dan Jørgensen vil dog ikke nu komme ind på, hvordan pyrolyseanlæggene undgår at ende som det lukkede bioethanolanlæg i Kalundborg.

»Det vil jeg ikke foregribe. Nu tager vi forhandlingerne, hvor vi ser, om der er en villighed til at gå den vej,« siger Dan Jørgensen.

Støtte eller afgifter?

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) er meget fortrøstningsfuld i forhold til at få skabt en model for pyrolyse og biokul. Alene den seneste uge har han fået fire henvendelser fra kommuner, der er interesserede i at få testet teknologien, beretter han.

Også flysektoren håber han vil betale for brændstoffet.

»Vi kickstarter det med noget forskning, og så håber vi, at der vil være en efterspørgsel derude,« siger fødevareministeren.

»Der skal laves nogle business cases, og der er brug for, at nogen tager initiativ til at få det sat på formel.«

»Endelig kan vi kigge på, hvordan vi bruger vores støttesystem til at understøtte dette. Det kigger vi gerne på.«

Hvad tænker du på med hensyn til støttesystemer?

»Nu skal vi have lejlighed til at kigge dette teknisk igennem, også med ordførerne. I første omgang sætter vi penge af til forskning. Vi hører fra Stiesdal og andre, at der er en forretningsmodel og en efterspørgsel i dette. Så må vi kigge på, hvad vi gør fremadrettet. Vi skal også tale om afgifter og andet i næste forløb. Det er noget, der er hos skatteministeren. Er der noget, vi kan få til at passe der, sådan at vi kan sikre, at vi går i den rigtige retning?« slutter Rasmus Prehn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce