0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Professor: Klimakompensation fra nye teknologier som biokul er bedre end skovbevaring

Pyrolyse og biokul kan blive et godt værktøj til at hive CO2 ud at atmosfæren, men har ikke nødvendigvis lige så højt et potentiale som CO2-fangst, siger Jens Friis Lund, professor ved Københavns Universitet.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Biokul kan blive en lovende form for klimakompensation. Og det tegner til at blive et langt mere pålideligt klimaværktøj end skovbevaring.

Sådan lyder det fra Jens Friis Lund, som er professor ved Københavns Universitet og forsker i forskellige tilgange til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

»I mine øjne er biokul en mere sikker og mere permanent binding af kulstof end træer,« siger Jens Friis Lund.

Han er derfor »mindre skeptisk« over for Carbon Removal Credits fra biokul end de skovprojekter, der er i dag er den dominerende form for klimakompensation. Samtidig pointerer han, at biokul ikke nødvendigvis er dér, hvor klimaet har størst gavn af pengene. Tilbage til hvorfor senere.

Klimamonitor har interviewet Jens Friis Lund i kølvandet på, at regeringen har udpeget pyrolyseteknologi som et af de centrale værktøjer til at nå 2030-klimamålet.

Pyrolyseanlæg varmer eksempelvis halm, spildevandsslam eller restfraktioner fra biogasanlæg op til 500-700 grader. I processen dannes olie, gas, og så efterlades biokul, der kan strøs ud over marker som jordforbedring og i århundreder – måske 1000 år – kan lagre kulstof. Det er altså en teknologi, der både producerer energi, gødning og lagrer kulstof.

Hvis materialet, der puttes ind i anlægget, er baseret på et plantemateriale som halm, er det i realiteten CO2 suget ud af jorden via fotosyntese, der lagres.

Problemet er at få økonomi i teknologiens udrulning. Regering foreslår at afsætte 222 millioner kroner til forskning og udrulning, men der mangler stadig store midler til opskalering.

Klimakompensation kan bidrage med penge, lyder det fra pyrolysevirksomhederne. AquaGreen forventer at få 700 kroner per ton ved salg af Carbon Removal Credits.

Hvis virksomheder vælger at putte penge i certifikater, kan det give bedre mening end at understøtte skovprojekter, siger Jens Friis Lund.

Han forsker selv i skovprojekters reelle klimaeffekter og er kritisk over for de projekter, man ser i dag. Skovene kan brænde, er et klassisk eksempel. Dertil kan skovhugst blot opstå uden for de områder, der beskyttes. Man flytter altså blot efterspørgslen.

Et nyligt eksempel på et metodisk problem er fra Californien. Staten er opdelt i to zoner, hvor standardværdier for biomasseindholdet i skoven er angivet. Skovene nær kysten har et lavere biomasseindhold end dem, der ligger længere inde i landet oppe i højderne. Klimakreditter sælges så fra skove, der har et højere biomasseindhold end de angivede standardværdier.

Effekten er, at de fleste klimaprojekter er placeret i kystzonen med de lave standardværdier, men lige på grænsen til zonen med høje værdier. Det tyder på, at de reelle klimaeffekter er dubiøse.

Sådanne troværdighedsproblemer bør man aktivt søge at undgå i den videre udvikling af biokul, mener Jens Friis Lund. Han understreger, at han ikke selv har forsket i teknologien, men baserer sin vurdering ud fra andre forskningsartikler og presseomtaler af pyrolyse.

Og så har han tre vigtige pointer.

Troværdighed

Den ene handler om at få et troværdigt design af klimakreditterne.

»Det bliver vigtigt, hvordan det designes, så vi ikke blot opnår incitamenter til at få teknologien opskaleret, men sikrer at den får en reel klimaeffekt,« siger Jens Friis Lund.

Hans erfaring fra skovprojekter er, at designet har stor betydning for den reelle klimaeffekt. Afgrænsning af områder og metodikken under analyserne kan laves på mange måder – og føre til vidt forskellige klimaestimater.

Det samme må gælde for pyrolyse, mener han. Det drejer sig ikke blot om at veje det kul, der strøs ud over markerne. Man skal medregne den klimaomkostning, der er ved at etablere og drive anlæggene. Kørslen af halm hen til anlægget og biokul tilbage til marken skal også medregnes.

»Det bliver helt vildt vigtigt at holde øje med, at klimakreditterne opgøres korrekt. Det kræver personer med en høj teknisk ekspertise for eksempel i livscyklusvurderinger og kontraktteori,« siger Jens Friis Lund.

Henning Schmidt-Petersen, direktør og medejer af AquaGreen, efterspørger, at politikerne og myndighederne tager ansvar for systemet for klimakreditter.

Også Jens Friis Lund ser problemer ved det nuværende marked for klimakreditter.

»At en kredit er certificeret er ingen garanti for, at dens klimaeffekt er reel. Der er et utal af eksempler på problematiske projekter. Certificeringsselskaberne siger, at de kontrollerer projekterne, men hvis man så kigger i deres logbøger, går der flere år mellem kontrollerne, og i nogle eksempler er skovene væk,« siger Jens Friis Lund.

»Man må bare sige, at det efter alt at dømme er vanskeligt for virksomheder, der lever af et marked, at opretholde høje standarder, som kan fordyre kreditterne og dermed mindske efterspørgslen,« siger KU-professoren.

Opskalering

Den næste pointe er, at biokul har et begrænset potentiale for opskalering.

Pyrolyse er baseret på plantemateriale, og dermed er potentialet i sidste ende bestemt af planters fotosyntese, ligesomskovrejsning.

Vi kan hurtigt komme til at mangle plads, siger Jens Friis Lund.

Der er for eksempel slet ikke nok arealer til at fremskaffe al den skovrejsning, der globalt bliver efterspørgsel på, siger han.

Alene Shell forventer i 2030 at generere 120 millioner ton CO2-reduktioner om året i form af skovrejsning og lignende. Det svarer ifølge Jens Friis Lund til en fjerdedel af det forsigtige estimat for det globale potentiale for skovrejsning fra FN’s Klimapanel.

Hvis én koncern lægger beslag på en fjerdedel, er der udfordringer med nå de mål, flere hundreder virksomheder har planer om.

»Det hænger ikke sammen,« siger Jens Friis Lund.

Biokul risikerer at støde ind i samme mur: at der mangler plads til at dække det fulde behov.

En anden teknologi til CO2-støvsugning af atmosfæren har ikke samme arealkrav: direct air capture, en form for Carbon Capture and Storage, CCS.

Carbon Capture and Storage er allerede i gang med at blive planlagt i danske affaldsforbrændingsanlæg hvor CO2 skal suges ud, inden det flyver ud af skorstenene. Dér vil teknologien mindske klimabelastningen, fordi affald såsom plast – som oftest baseret på fossil olie – vil blive pumpet ned i undergrunden i flydende form.

Et CCS-anlæg ved et biomassefyret kraftværk kan potentielt resultere i negative emissioner, fordi røgen – ligesom biokul – er baseret på planters optag af CO2 fra atmosfæren via fotosyntese. Det kræver dog, at mængden af CO2, som lagres, overstiger den samlede mængde som udledes i forbindelse med anlæg og drift af kraftværket.

Der er også projekter i gang med CCS-typen direct air capture, hvor kuldioxid suges direkte ud af luften. Teknologien er meget energikrævende, men hvis den forfines, og elektriciteten kommer fra solceller og andre vedvarende energikilder, så er der et stort potentiale, siger Jens Friis Lund.

Der er dog i sidste ende tale om udgifter til ’affaldshåndtering’, pointerer Jens Friis Lund. Disse anlæg producerer ikke værdi for samfundet, udover at fjerne CO2 fra atmosfæren, så det vil alene være en udgift for samfundet at skulle bygge dem.

»Hvis jeg havde en virksomhed og havde reduceret alle de emissioner, jeg overhovedet kunne, og så havde penge til overs, så ville jeg måske støtte forskning og udvikling af direct air capture,« siger han og understreger, at hans viden om emnet primært kommer fra andres forskningslitteratur.

Dybe reduktioner først, kompensation bagefter

Til sidst kommer han med en vigtig pointe, der igen og igen understreges af både politikere og eksperter, når talen falder på klimakompensation: det må ikke erstatte reduktion af egen udledning. Hvis virksomheder køber Carbon Removal Credits, fordi det er billigere end at reducere eget forbrug af fossil energi, så gavner det ikke klimaet.

»Biokul lader til at være mere sikkert end skov, og der er potentielle benefits i form af en forbedret jordstruktur, og det generer energi i processen, så min grundlæggende holdning er, at vi selvfølgelig skal afsøge den teknologi. Faren er, at vi overvurderer potentialet og bruger det som argument til tage den med ro på andre steder,« siger han.

De dybe og hurtige reduktioner af udledning af fossil energi er vigtigste prioritet, siger han.

Samme besked har han til politikerne:

»Det globale perspektiv er, at hvis alle lande forlader sig på, at negative emissioner skal opfylde deres klimamål, så løber vi tør for negative emissioner.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce