0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
David Gray/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: David Gray/Reuters/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mange virksomheder benytter »en bagdør« i deres klimarapporter

Alt afhængigt af, hvilken deklaration, virksomheder bruger, kan de have en god eller dårlig udvikling i forhold til klimabelastningen. Det er Danske Regioners første klimarapport et eksempel på, men mange virksomheder overser problematikken, advarer Niras.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De officielle opgørelsesmetoder for udledningen af CO2 fra elforbruget i Danmark kan både vise, at den enkelte forbruger er meget klimavenlig – eller det stik modsatte.

En sondring, der for eksempel blev tydelig for få uger siden, da Danske Regioner præsenterede deres første klimastatus. En rapport med overvejelser, der er relevante for alle, der skal måle og opgøre deres klimaaftryk.

Rapporten havde udregnet regionernes CO2-aftryk fra elforbruget på to måder. En, der viste en reduktion på 14,2 procent fra 2018 til 2019. Og en anden metode, der omvendt viste en lille stigning i udledningerne.

Klimamonitor forklarer:

  • Hvorfor kan klimarapporter både have en positiv og negativ udvikling på elforbrugets udledninger?
  • Hvilken model bør man bruge først?

Deklarationerne

Det er Energinets deklarationer, der ligger til grund for de forskellige indtryk. Matematiske modeller, der udregner CO2-aftrykket fra danskernes elforbrug, og som virksomheder, institutioner og konsulenter skal benytte sig af, når de laver deres klimaregnskaber.

Danske Regioner har reduceret deres aftryk, hvis man regner med den såkaldte Miljødeklaration.

Omvendt er CO2-udledningen fra regionernes elforbrug steget en smule, hvis man ser på den generelle Eldeklaration.

Forskellen?

Miljødeklarationen måler den gennemsnitlige andel af vedvarende energi i den danske elforsyning. De seneste år har en omfattende udbygning af særligt vindmøller og omstilling fra olie- og kulkraftværker til biomasse gjort, at strømmen i det danske elnet er blevet markant grønnere. Emissionsfaktoren, altså drivhusgasemissioner per kWh, er faldet. Dermed bliver elforbrugernes gennemsnitlige CO2-aftryk lavere år for år.

Men i Danmark og resten af Europa har vi indrettet os sådan, at elkunder – virksomheder, organisationer eller enkeltforbrugere – kan købe certifikater på grøn strøm. Det betyder, at de for den nette pris af under 1 øre per kilowatt-time kan købe retten til grøn strøm produceret et sted i Europa på det fælles elnet.

Det system gør, at der på papiret er specifikke kunder, der har retten til den grønne strøm. Dermed er der mindre grøn strøm tilbage til de, der ikke har købt certifikaterne.

Præmissen for systemet

Det er en principiel situation, der reflekteres i klimarapporten for Danske Regioner. Her skriver Niras, der har udarbejdet rapporten, følgende:

»Det kan argumenteres, at accepterer man præmissen om, at visse virksomheder kan opgøre deres udledning fra el til nul, fordi de køber grøn vindmøllestrøm, så må man også acceptere præmissen om, at de virksomheder, der ikke specifikt køber grøn vindmøllestrøm, nødvendigvis må aftage et el-mix med et forholdsvis mindre indhold af vindmøllestrøm og tilsvarende forholdsvist højere indhold af el fra andre og typisk mere CO2-udledende produktionsformer.«

Perspektivet i den argumentation kan være stort.

Hvis vi som samfund systemisk har accepteret, at man kan købe certifikater til grøn strøm – må vi så ikke også acceptere, at de, der ikke gør det, har en langt højere CO2-udledning?

Den tilgang vil medføre, at mange danske klimarapporter har givet et for grønt indtryk. Den gængse klimakommunikation bruger Miljødeklarationen. For eksempel har Danske Regioner valgt at kommunikere reduktionen på 14,2 procent set fra Miljødeklarationen.

Danske Regioner selv henviser til, at det er den mest anvendte målestok.

»Når vi opgør udledningen fra elforbruget i regionerne, bruger vi efter aftale med Energistyrelsen emissionerne fra ’gennemsnits-el’, da det mest retvisende viser effekten af vores indsatser og er den opgørelse, som almindeligvis bruges. Vi er opmærksomme på forskellen mellem de to deklarationer, og det er derfor, vi har bedt Niras illustrere det i notatet,« oplyser Danske Regioner i et skriftligt svar.

Klimarapporter

Som rådgivende ingeniørselskab udarbejder Niras en del klimarapporter. Og hvis man spørger dem, er det nødvendigt at bruge begge opgørelsesmetoder – også selv om de viser forskellige resultater.

Det er nemlig bestemt i drivhusgasprotokollen, siger Niras.

Med logikken præsenteret i jeres rapport – er det så retvisende at bruge Miljødeklarationen og dermed landsgennemsnittet, når andre jo har købt retten til den grønne strøm?

»Landsgennemsnittet er altid retvisende. Selv om man har købt certifikater, skal du også regne landsgennemsnittet ud. Det er en bagdør, som mange virksomheder benytter sig af og siger, at de har købt certifikater for x antal øre per kilowattime, og så regner de deres udledning som nul. Men man skal regne med begge dele,« siger Christian Eriksen, ekspertisechef hos Niras.

Her refererer Christian Eriksen til, at det ud fra Eldeklarationens principper kan være let og billigt at købe certifikater til grøn strøm – og derefter reklamere med et grønt image.

Omvendt har brug af Miljødeklarationen også været genstand for kritik. For i takt med at den fælles elforsyning er blevet grønnere, har virksomheder og institutioner kunnet reklamere med, at også deres klimaaftryk er blevet mindre – uden at iværksætte aktive klimatiltag selv.

Det er en kritik, Danmarks Naturfredningsforening havde i baghovedet, da de lavede kampagnen for klimakommuner og regioner. Her fastlagde man derfor, at kommunerne skulle fastlåse emissionsfaktoren i begyndelsesåret for at se effekten af kommunerne og regionernes egen handling – og ikke blot faldet i den nationale elforsyning, Miljødeklarationen.

Kæphest

Den tilgang har også sine svagheder, mener Christian Eriksen.

»Det er faktisk en af mine kæpheste,« siger han.

For ved at lægge det fokus, kan man fortrænge, at flere og flere løsninger faktisk bliver bedre og mere klimavenlige, fordi strømmen bliver grønnere. Se for eksempel på elbiler. De er en markant bedre ide i takt med at strømmen i elnettet bliver grønnere. Det perspektiv kan forsvinde, fremhæver han, hvis man fastlåser Miljødeklarationens emissionsfaktor på et tidligere år.

Men kan du se kritikken i, at man kan tage credit for, at andre tager slæbet?

»Det her med, at andre tager slæbet – hvem er det så? Hvem er ansvarlig for den grønne omstilling af elnettet? Det er jo ikke politikerne, der af egen lomme har betalt. Det er tilskud finansieret af afgifter såsom PSO-midler, betalt af danskere og virksomheder i Danmark. Så det bliver en unuanceret diskussion,« siger Christian Eriksen.

Han påpeger dermed, at også Danske Regioner og de danskere, de jo repræsenterer, dermed har en andel i det grønnere elnet.

Selv om Christian Eriksen mener, man kan markedsføre sig forkert ved køb af certifikater, er han dog ikke imod hele certifikatsystemet.

Det koster lige nu under en øre per kilowattime at købe grøn strøm. Det er med andre ord rigtig, rigtig billigt at købe klimaaflad og dermed få muligheden for en grøn markedsføring.

Trods den lave pris for certifikater, mener Christian Eriksen ikke, at man kan udelukke, at de, der opstiller vedvarende energiprojekter, ikke har medregnet en indtægt fra salg af certifikater – og at certifikaterne dermed er en del af businesscasen for opstilling af grøn energi.

»Som gennemsnit har opstillere af vindmøller sagt, at de har regnet med en indtægt på at sælge strømmen – og måske også haft det ekstra perspektiv i businesscasen, at man kan sælge og få en lille indtægt på de grønne certifikater,« siger han.

Det er altså både udsigten til indtægter fra PSO-afgiften, salget af strøm og certifikater, der har givet muligheden for at opstille vedvarende energi.

»Hvis en af de havde manglet, var der netto set opstillet færre vindmøller. Hvad proportionerne er mellem de ting, har jeg ikke forudsætningerne for at udtale mig om,« siger han.

For at samle de mange overvejelser op, fastslår Christian Eriksen, at det er nødvendigt at regne og vise resultaterne med begge deklarationer. På den måde kan man både få det generelle overblik – og de finansielle dimensioner.

Samtidig vil han påpege, at jagten på greenwashing, ved at klandre virksomheder for forskellige brug af deklarationer, kan tage overhånd og blokere omstillingen.

»Der er rigtig meget grund til at udskamme greenwashing-syndere derude. Men jeg fornemmer derude, at man kan bremse den grønne udvikling og omstilling, ved at alle tiltag og virkemidler, en virksomhed, region eller kommune, kan bruge, kan bevæge sig ind i, har stigma på sig,« siger Christian Eriksen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce