0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Wilfred Gachau/Kontraframe
PR-foto: Wilfred Gachau/Kontraframe

Concito-chef er »lodret uenig« med professor: Kommunernes emissionsmål gavner landets klimapolitik

Kommunernes klimatiltag udvikles ikke i et vakuum, men i tæt dialog med staten, andre kommuner borgere og virksomheder, siger Concito-programchef Anna Esbjørn. Derfor er økonomiprofessor galt afmarcheret med hans kritik af kommunale klimamål, mener hun. Også KL-direktør kritiserer.

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Staten står for landets klimapolitik og sætter målene. Kommunerne skal blot implementere politikken og afholde sig fra at lave egne klimamål. For det fører til dyre klimareduktioner.

Det sagde økonomiprofessor Mogens Fosgerau, Københavns Universitet, i et debatinterview med Klimamonitor sidste uge.

Hos Concito erklærer programchef Anna Esbjørn sig »lodret uenig« med økonomiprofessoren.

»Mogens Fosgerau er jo en dygtig økonom og begavet, men samtidig har han et arrogant blik på kommuner og kommunale embedsfolk. Når han siger, at kommuner ikke tænker i helheder, er han på afveje. Så har han ikke indblik i den kommunale kapacitet,« siger Anna Esbjørn.

Concito har projektsekretariatet for DK2020, hvor kommunerne skal sætte ambitiøse klimamål og lave omfattende planer for, hvordan de når målene. DK2020 er drevet sammen med C40-netværket, Realdania, KL og Danske Regioner. Så Mogens Fosgeraus kommentarer er også et angreb på et projekt, Concito investerer store summer i.

DK2020 er et større projekt med fem årsværk hos Concito.

Anna Esbjørn mener, at kommunernes klimaindsats er med til at presse klimapolitikken på en anden måde, end staten kan. Vi kommer tilbage til konkrete eksempler senere.

Dårlig og god klimapolitik

På ét punkt giver Anna Esbjørn økonomiprofessoren ret. Hun accepterer hans præmis om, at der findes dårlig og god klimapolitik. Pengene skal bruges, hvor de gør mest gavn. Suboptimering – hvor der pletvist optimeres, men hvor helheden ikke er for øje – skal undgås.

Men kommunerne har også evnerne til at fokusere klimapolitikken fornuftigt, mener hun.

»Kommuner kan selvfølgelig også lave suboptimale klimatiltag. Men det, vi ser i DK2020, er tværkommunale samarbejder og initiativer. Det misser han lidt. Han ser det som, at kommuner kun laver individuelle tiltag, men vi oplever, at de handler sammen i fælles samarbejds- og læringsnetværk,« siger Anna Esbjørn.

Hun medgiver, at der er forskel på kommunernes størrelse og deres analytiske kapacitet, men omvendt deler de viden på tværs.

Det er vel objektivt korrekt, at kommunerne ikke har samme analyseberedskab, som Transport-, Skatte-, Social- og Finansministeriet har tilsammen?

»Det er helt korrekt. Men det er også værd at bemærke, at kommunernes klimahandling ikke foregår i vakuum, men i tæt dialog med andre aktører: virksomheder, borgere og staten.«

»Helt ærligt: der er ikke tid til at vente på at foretaget de analyser.«

Staten mangler »en mere dybdegående plan og rammebetingelser«, siger hun.

»Lige nu ser vi en stat, der ikke tør tage fat på de store sektorer – landbruget og transporten – og som ikke tør implementere en CO2-afgift, som ville være det mest rationelle i det store perspektiv,« siger hun.

Vi dykker ned i et konkret eksempel: Mogens Fosgeraus ekspertise er trafik- og mobilitetsøkonomi, og debatinterviewet med ham tog udgangspunkt i, at Københavns teknik- og miljøborgmester vil begrænse biltrafikken af hensyn til klima.

Teknik- og miljøborgmesterens tiltag er suboptimering, mener Mogens Fosgerau, for staten har allerede en ambitiøs klimapolitik inden for transportområdet.

Klimareduktionerne på dét felt er allerede dyre i et samfundsøkonomisk perspektiv, hvor man også tager højde for tabte værdier – øget mobilitet – ved brug af bil, siger Mogens Fosgerau.

De økonomiske betragtninger er dog ikke afgørende alene, mener Anna Esbjørn.

»Prissætning af eksternaliteter som et godt bymiljø indgår ikke i den ligning, som Mogens Fosgerau opsætter. København ønsker at lave en god by at leve i. Klima er en vigtig begrundelse, men når jeg hører Københavns politikere tale om biltrafik, så taler de også om det gode liv, luftkvalitet med videre. Set ud fra en økonomisk betragtning, kan det godt være, det ikke betaler sig, men kommuner arbejder ud fra andet end økonomisk tænkning,« siger hun.

»Han mangler at adressere at biltrafikken fortsætter med at stige. Han kobler frihed til bilejerskab, men bilejerskabet kan simpelthen ikke blive ved med at stige.«

Egne emissionsmål skubber staten

Tilbage til en kernediskussion. Skal kommunerne sætte egne, selvstændige klimamål?

Nej, mener Mogens Fosgerau. Klima er et globalt problem, og det skal aktører – der spiller en rolle på det niveau – håndtere.

Ja, mener Anna Esbjørn. Kommunerne kan med emissionsmål skubbe klimapolitikken.

»Mogens Fosgerau siger, at ambitiøse danske mål kan få EU til at sætte endnu skrappere klimamål. Man kan jo sige det samme om kommunerne. Ambitiøse kommunale mål kan få staten til at sætte endnu mere ambitiøse mål,« siger Anna Esbjørn.

Hun giver konkrete eksempler, hvor hun mener, at kommunerne er gået foran staten og derved har udvidet klimaværktøjskassen.

I mange år har mangelfuld udrulning af ladeinfrastruktur eksempelvis begrænset incitamentet til at købe elbil. Omvendt har få elbiler mindsket kommerciel interesse i udrulningen af ladere. Her har flere kommuner aktivt arbejdet for at få ladere sat op på gadehjørner. Frederiksberg lavede eksempelvis for to år siden en elbilstrategi.

Grønne indkøb nævner hun også som eksempel, hvor kommuner går foran. Blandt andet stillede Københavns Kommune i marts i år krav til blandt andet grøn transport og drivmidler.

Og så er der CO2-fangst, hvor kommunalt ejede affaldsselskaber er først med at teste teknologien i Danmark.

»At kommuner bør gå forrest, kan jeg virkelig ikke forestille mig, at man kan være uenig i. IPCC-rapporten viser med al tydelighed, at vi har få år til at undgå alvorlige, irreversible klimaforandringer. Så rige lande som os skal gå foran.«

»Staten kan ikke nå de 70 procent uden kommunerne. De skal ikke bare være en passiv aktør, men aktiv medspiller og muligvis skubbe på.«

KL-direktør: Kræver kommunal planlægning

Laila Kildesgaard, direktør i Kommunernes Landsforening, er også uenig i Fosgeraus synspunkter. Hun fór i blækhuset og sendte en mail til Klimamonitor, da hun læste interviewet.

»Der er mange ting på klimaområdet, som regeringen ikke har en holdning til. Det former sig i det kommunale borgerlandskab,« siger Laila Kildesgaard.

Emissionsmål og klimaplaner er med til at prioritere kommunernes indsatser, eksempelvis om det bedst kan betale sig at købe elbusser eller ansætte en person, der faciliterer udtagning af lavbundsjorde fra landbruget.

Selvstændige emissionsmål er nødvendige, mener hun, fordi eksempelvis Lemvig med meget landvind og København med meget persontransport har helt forskellige forudsætninger.

Men Mogens Fosgerau mener jo, at kommunerne skal læne sig op ad de nationale klimamål?

»Så har han misforstået, hvordan man skaber følgeskab i forhold til at få borgerne til at omstille sig,« siger Laila Kildesgaard.

Du nævner, at der for elladerstandere er en statslige pulje, man kan søge. Er det ikke et eksempel på, at kommunerne implementerer statens politik?

»Det er jo noget, vi har fået staten til at afsætte – så det er den anden vej rundt!« siger Laila Kildesgaard.

Fosgeraus svar

Foreholdt kritikken har Mogens Fosgerau fem overordnede kommentarer.

1. Dygtige embedsfolk

Først og fremmest vil han understrege, at han ikke underkender de kommunale embedsfolks evner. Men uanset hvor dygtige, de er, kan de ikke »ikke matche staten overhovedet«, for de er »spredt tyndere ud« og har andre opgaver og mandat end staten.

»Kommunerne har et helt andet perspektiv. De har ikke ansvaret for forsvaret, statens finanser, skattepolitikken ... de har et meget snævrere perspektiv og mindre behov for analyse,« siger Mogens Fosgerau.

2. Klima skal ikke være argumentet

Når det gælder det konkrete eksempel, Københavns politik over for biler, giver han ret i, at de samfundsøkonomiske beregninger undlader at medtage bykvalitet. Dét, siger han, er for komplekst et spørgsmål. Negative følger af luftforurening er dog medtaget siger han.

»Selvfølgelig kan lokalpolitikerne gøre, hvad de vil, men det skal være af andre grunde end klima. Støj og luftforurening er lokalt problem, som kan kræve lokale løsninger. Klima er et globalt problem, der skal løses på et andet niveau,« siger økonomiprofessoren.

3. Dyre indkøb

I forhold til de konkrete eksempler på kommunale reduktionstiltag, der skubber klimapolitikken, har han nogle indvendinger.

»Klimavenlig indkøbspolitik er måske lige præcis et eksempel på det, jeg vil sætte fingeren på. Det kan give mening alligevel, hvis det er noget, kommunen i sidste ende sparer penge på. Hvis der bliver færre pædagog- eller hjemmehjælpstimer, fordi de køber dyrere ind, så er det en ret høj pris,« siger Mogens Fosgerau.

Når det gælder laderstandere til elbiler, så mener han, det er fornuftigt, at kommunerne sørger for plads på de kommunale veje. Men det ser han som en generel del af opgaveløsningen i kommunerne. Ikke som noget, der kræver selvstændige, generelle emissionsmål.

4. Gennemsigtighed om CO2-fangst

Når det gælder CO2-fangst, så er ARC jo dem, der længst fremme med at udrulle det. De får støtte fra statens EUDP-pulje, men omvendt har ARC jo sørget for, at der overhovedet var noget at støtte. Er det ikke et eksempel på, at kommunerne kan skubbe staten?

»Nu er det jo ikke sådan, at CCS er opfundet på ARC.«

Men det er dem, der er længst fremme med at implementere det?

»Ja, det er interessant. Det er ikke helt entydigt, hvor det er rigtigt at lægge snittet. På den ene side har de punktkilder, hvor det giver mening at lave CCS. På den anden side er det ikke privatejet, men offentligt, hvor det samtidig er ret svært for offentligheden at vide, hvad der egentlig foregår. Det gælder hele dette område med vand, varme og affald. Det er en gråzone, som meget få journalister og forskere graver i. Et politisk flertal på et rådhus kan træffe vidtgående beslutninger, der koster mange penge, som bare opkræves over varme- eller affaldsregningen. Så vi kan hurtigt komme ud i problemer med transparens om, hvad tiltag må koste. Hvad er et rimeligt niveau? Hvordan finder vi ud af, om det er smart eller dyrt i forhold til, hvad vi får ud af det?«

»Jeg har ikke et klart svar på, hvad der er det rigtige.«

5. Skubbe klimamål? Måske

Anna Esbjørns argument om, at kommunernes klimamål kan skubbe statens klimamål, vil han ikke afvise. Og han ser det som naturligt, at Concito, der har en klar klimadagsorden, har det synspunkt.

»Jeg forholder mig til det politisk vedtagne mål for, hvor meget Danmark skal reducere, og hvordan vi gør det smart. Om vi skal gøre mere for klimaet globalt, har jeg ikke en faglig mening om, for jeg er ikke klimaforsker eller ekspert i globale internationale forhold. Jeg forsøger at være upolitisk.«

Samtidig holder han fast i, at kommunale klimamål også kan skade – hvis det medfører suboptimering. Derfor er han imod.

Han appellerer samtidig til, at medierne – og de aktører, som skubber dagsordener – øger fokus på de strukturelle, afgørende tiltag frem for individuel handling. Det gælder også kommunernes tiltag.

»Det kan måske spænde ben ved at lave en masse støj og skubbe opmærksomhed til noget, der i virkeligheden ikke betyder så meget i det store billede,« siger han.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Seneste nyt