0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Boguddrag: Sådan får du bedst forurenerne over på klimaets side

God klimakommunikation anviser en vej til at gøre gavn for klimaet – i stedet for at polarisere og bygge lejre. Det skriver forfatter Rune Kier, der netop er udkommet med en ny bog om klimataler. Dette uddrag er kapitel 4 i bogen.

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mange tror, at den kinesiske krigsfilosof Sun Tzu sagde »byg en gylden bro, som dine modstandere kan trække sig tilbage over«.

Det gjorde han ikke.

Han sagde noget mindre prangende, men med samme mening – og budskabet er godt alligevel. Og det gælder, uanset om du vil have folk til at flygte eller tiltrække og omvende dem. Den bevægelse, som du gerne vil have dit publikum med på, skal du gøre attraktiv og let. Dét er Den Gyldne Bro.

Og som med alle broer er det vigtigt at finde det sted, hvor der er mindst afstand mellem de to sider, du skal bygge bro imellem. Her handler det om at finde overlap i værdier, så publikum lettere kan identificere sig med dig og med sagen.

Klimasagen har delt folk op i lejre og øget afstanden mellem os. Og der er langt mellem holdning og handling. Derfor skal du bygge en bro.

Polarisering gør det svært ikke bare at overbevise, men også at lade sig overbevise. Konsekvenserne er simpelthen for store, når man mister sin gruppe, sine venner og konsistensen i sine holdninger. Derfor skal vi gøre det nemt og attraktivt at lade sig overbevise. Det skal faktisk helst ikke føles som et holdningsskifte, men mere som den logiske konklusion på de holdninger, dit publikum altid har haft. Det er, hvad Den Gyldne Bro gør.

Da jeg var taleskriver for daværende miljøminister Kirsten Brosbøl, skulle hun tale om det kinesisk­europæiske samarbejde om vand, ’China Europe Water Platform’. For at bygge en bro mellem Kina og Europa (Danmark) skrev jeg denne indledning til talen:

»Vores lande har altid haft et ambivalent forhold til vand. I Kina er den gule flod både ’den kinesiske civilisations vugge’ og ’beklagelsernes flod’. Den gule flod forener hundredvis af mindre floder for at levere vand til marker og transport til mennesker.

Men den oversvømmer også og fører til død og ødelæggelse for millioner.

Det er derfor at håndtering af vand har været helt centralt for Kina siden i hvert fald det 20. århundrede før vor tidsregning. Og Kina har haft et nationalt planlægningsorgan for håndtering af vand siden Han­dynastiet i 206 før vor tidsregning.

I Europa har vandet bundet vore kyster sammen mere end veje kunne gøre det. Vi har udviklet vores samfund takket være vand, i reaktion på vand og på trods af vand. Vand har bragt os nødvendige produkter til handel og det har bragt os ødelæggelsens økse – nogle gange endda fra samme kilde: et vikingeskib.

I dag står vi overfor andre udfordringer: Forurening, klimaforandringer og vandmangel. Disse udfordringer

vil kræve nye og innovative løsninger – ligesom tidligere udfordringer har gjort. Men i dag har vi en tydelig fordel: Vi står foran dem sammen som del af China Europe Water Platform.«

Det var mit forsøg på at bygge bro – ikke bare mellem Kina og Europa, men fra udfordring til handling.

Malala Yousefzai bringer siderne sammen

Jeg har tidligere fortal om en anden tale af daværende miljøminister Kirsten Brosbøl. En tale om Malala Yousefzai. Men Malala kan også selv. Hun har fået sin egen FN­-dag, ’Malala Day’, den 12. juli – og her holdt hun sin tale for netop FN i 20161 . Siden har hun dannet ’Malala Foundation’ for netop denne sag.

Det, Malala gør rigtigt godt, er, at hun bygger bro til publikum og gør barriererne for at bidrage meget små. Faktisk forsvinder de helt, så det alene er et spørgsmål om at bidrage mere, at øge sin aktivisme. Og det virker. Malala starter sin tale med Gud, og hun manøvrerede hurtigt sin kamp op på skuldrene af ikke mindre end ni af de mest anerkendte figurer i verdenshistorien. På den måde etablerer hun en fortid, som vi alle kan se os selv i.

Det er den medfølelse, som jeg har lært fra Muhammed, barmhjertighedens profet, Jesus Kristus og Buddha. Det er forandrings­arven, som jeg har arvet fra Martin Luther King, Nelson Mandela og Mohammed Ali Jinnah. Det er den ikke­voldelige filosofi som jeg har lært af Gandhi, Bacha Khan og Moder Teresa.

Vi kan alle være med. Der er etableret en fortid, vi kan se os selv i den, og den er moralsk korrekt. Men budskabet er også, at her står vi sammen, uanset hvor vi trækker vores inspiration fra.

Når man på den måde trækker på mange store figurer i historien, og trækker dem om til sig selv og sin kamp, så kan det virke som om, historien kulminerer med én selv. Og det kan virke arrogant og modvirke engagement, fordi det i så fald ville være Malalas kamp, ikke vores kamp. Så Malala skal bygge bro til os. Det gør hun ved at dedikere sin dag – Malala Dag – til os.

Hun dedikerer den ikke bare til alle dem, som kæmper med hende (aktivister), men hun gør det i så brede termer, at vi alle kan være med. Vi har alle hævet vores stemmer for vores rettigheder, så Malala Day er også vores dag.

Kære brødre og søstre, husk dette: Malala Dag er ikke min dag. I dag tilhører alle kvinder, alle drenge og alle piger, der har hævet stemmen for sine rettigheder.

Det er første skridt. Fortiden er etableret, og vi er alle del af kampen i nutiden. Nu skal Malala bygge bro fra vores inaktivitet til aktivisme. Hun skal mobilisere os til sin kamp. Det gør hun helt til sidst i talen. Ligesom Malala Day var vores dag alene fordi vi hævede stemmen, så er vi allerede del af kampen, fordi vi går i skole. Vi er allerede i gang, siger hun til sidst – og det er det, vi husker. Det er det, der bliver citeret bagefter.

Så lad os føre en fantastisk kamp mod analfabetisme, fattigdom og terrorisme, lad os samle vores bøger og blyanter op, de er de mest magtfulde våben. Et barn, en lærer, en bog og en blyant kan forandre verden. Uddannelse er den eneste løsning. Uddannelse først. Tak.

Malala trækker på en bred fortid, hvor alle kan se sig selv og ønsker at være med. Hun breder kampen ud ved at rose alle, der har hævet stemmen, og dermed inkluderer hun os alle sammen. Hun sænker barrieren for deltagelse i ’hendes kamp’ til det at gå i skole, og derved får hun os alle med. Nu er det et spørgsmål om at gøre endnu mere, og det er uendeligt meget nemmere end at starte helt forfra.

Obama finder overlappet mellem os

Barack Obama var fra starten en bro­kandidat. I et land som USA med lange historiske konflikter mellem sorte og hvide, var han begge dele. Og det spillede han på, da han i 2004 sagde:

…der er ikke et liberalt Amerika og et konservativt Amerika — der er Amerikas Forenede Stater. Der er ikke et sort Amerika og et hvidt Amerika og et latino Amerika og et asiatisk Amerika – der er Amerikas Forenede Stater.

Tre år senere så det anderledes ud. Hvad der var tænkt som en bro, truede med at ende som en kløft. Barack Obama stod i noget af et dilemma, da han blev konfronteret med udtalelser fra sin præst Jeremiah Wright under præsidentvalget. Hans tale i den anledning – “A more perfect union” – er efter min mening en af hans bedste.

Jeg kan ikke tage afstand fra ham [Wright], lige så l