0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Charlotte De La Fuente/Ritzau Scanpix
Foto: Charlotte De La Fuente/Ritzau Scanpix

Byråd landet over kan blive en katalysator eller stopklods for grønne ideer.

Tre erfarne byrødder fortæller, hvor deres kommunale klimaindsats ramte en mur

Nye, klimaglade folkevalgte indtager snart stolene i byrådssalene. Tre erfarne lokalpolitikere giver her indsigt i, hvilke barrierer og manglende beføjelser de risikerer at ramme i forsøget på at lave kommunal klimapolitik.

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der har været rigeligt med grønne salgstaler til dette års kommunalvalg.

Men det kan ske, at nyvalgte lokalpolitikere med grønne intentioner møder en mur, når de sætter sig i byrådssalen.

Der er nemlig begrænsninger for, hvor vidtgående klimapolitik der kan føres fra en kommunalbestyrelse og af det enkelte byrådsmedlem.

Vi har hørt tre lokalpolitikere med grønne profiler fra Varde, Aarhus og Roskilde om, hvor deres kommunale magtbeføjelser er kommet til kort.

De giver også råd til, hvordan nyvalgte grønne kandidater kan lære af deres udfordringer.

Jeppe Trolle: Vi kan ikke stille krav, og derfor må vi gå til negativ nudging

Det radikale byrådsmedlem Jeppe Trolle husker stadig den første knytnæve, han fik mod sin klimapolitik.

Ved kommunalvalget i 2013 fokuserede han sin kampagne på at opstille vindmøller i Roskilde.

Forvaltningen fik udarbejdet en plan for seks steder, der kunne stå vindmøller. Men hvert enkelt sted opstod et ramaskrig, hvor borgerne under ingen omstændigheder ville acceptere møllerne.

»Jeg kan se, at der et af de steder har ligget tre husstande inden for en kilometer af møllen, og de tre har så været blokerende. Hvis bare en borger føler sig ramt, bakker alle andre op om, at der ikke skal være en mølle der,« fortæller Jeppe Trolle.

Han kunne derefter se et flertal i byrådet acceptere, at der ikke kunne stilles møller op, hvis det generede nogen.

»De første fire år brugte jeg på at få fjernet det politisk vedtagne forbud mod vindmøller. Men i mellemtiden havde man ændret de statslige tilskudsregler, så man ikke kunne stille en mølle op, medmindre der blev fjernet en et andet sted i Danmark,« siger Jeppe Trolle.

Han tilføjer:

»Det var det største nederlag. At byrådet hoppede med på, at man ikke skulle have vindmøller.«

Han er derfor smerteligt bevidst om de steder, en kommunal klimapolitik kan løbe på grund.

»Mit synspunkt er, at hvis man skal lave klimapolitik lokalt, skal man lave negativ nudging. Man er nødt til at adressere, at nogle ting skal være mere besværlige for borgerne.«

Som en klimaglad kommunalpolitiker kan man nemlig ikke selv indføre afgifter, selv om det ellers ville »rykke«.

Det sætter en række store begrænsninger på, hvor og hvordan kommunen kan skride til klimahandling. Kommunen som virksomhed står nemlig for en mindre del af udledningen i forhold til kommunen som et geografisk område.

For forståelsens skyld deler Jeppe Trolle kommunens klimabelastning op i fire dele:

25 procent fra landbruget, 25 procent fra transport og 50 procent fra forsyningssektoren af el og varme.

Når det kommer til landbruget, er det stort set umuligt for kommunen at regulere udledningerne fra landmænd i området. Det er en statslig opgave. Det samme gælder for transportens udledninger, hvor det er en lille del af trafikken, der er kommunalt ejede biler. Der er dog flere muligheder for udfasning af fossile brændsler i forsyningssektoren, som også er underlagt statslige krav.

»Angående forsyningssektoren er vi ret optimistiske. Der, hvor jeg er pessimistisk, er i forhold til trafik og fødevarer. For det er svært at finde ud af, hvad kommunen kan gøre. Det, vi kan gøre som kommune på transportområdet, er at gøre det mere bøvlet at være bilist. Men det er svært at trænge igennem med politisk,« siger Jeppe Trolle.

En helt konkret opgave for et byrådsmedlem er at udvikle og godkende lokalplaner for byggeriet i kommunen. Det er også et sted, hvor Jeppe Trolle har slået sig selv i hovedet over forhindringer for klimaindsats.

Kommunen er lokalplansmyndighed. Men kommunen må ikke stille krav til CO2-aftrykket fra nye, private byggerier i kommunen.

Her vil Jeppe Trolle presse markedet i en grønnere retning ved at stille krav til, at nye byggerier kun må udlede otte kilo CO2 per kvadratmeter.

»I lokalplaner kan man bestemme farven på huset og hældningen på taget, men vi må ikke stille krav til CO2-udslip i et sådant privat byggeri. Det er jo fuldkommen på månen,« siger han.

Jeppe Trolle havde undersøgt muligheden og fået et klart nej fra kommunens forvaltning, fortæller han. Byrådsmedlemmerne kan kun stille CO2-krav til kommunens eget byggeri, hvilket er en mindre del af den samlede byggeaktivitet i kommunen.

»Og det, synes jeg, er et problem, for byggeriets udslip er et kæmpe problem.«

Det er et sted, hvor kommunen ellers kunne bruge sin magt til både at presse og støtte det private marked i en grønnere retning. Virksomheder kan have nok så mange grønne løsninger, »men det er klart, at hvis konkurrenceparameteret er pris, kan de ikke levere det.«

I sin tid i byrådet er der dog også lyspunkter, fortæller Jeppe Trolle.

Han har oplevet, hvordan kommunen faktisk kan bruge indkøbspolitik til at stikke til landbruget og fødevaresektorens udledninger ved at skære ned på de kommunale kantiners forbrug af rødt kød. Ligeledes har kommunen haft held med at være hurtige på elbusser, hvilket har skubbet på udviklingen landet over.

Deri ligger også en opfordring til alle de nyvalgte byrådsmedlemmer, der har klima på sinde.

»Indkøbspolitikken er virkelig et nøgleparameter. Det er lavthængende frugter i for eksempel udslippet fra kommunernes egne køkkener. Og så elbusser, hvor man selv skal sætte standarden for det, som vi blandt andet gør ved at få leveret varer til rådhuset af grøn transport.«

Søren Laulund: Kommunen kan i højere grad være en rådgivende instans frem for et iværksættende organ

I et kommunalt budget med mange poster kan det være svært at få økonomien til at række. Det kan klimapolitik lide under.

Det oplevede socialdemokratiske Søren Laulund fra Varde allerede fra begyndelsen af sidste valgperiode, hvor han begyndte at advokere for en højere grad af klimapolitik. En mærkesag, han har forbundet med sit kandidatur.

»Der har været barrierer, som oftest er forbundet med, at der skal tilsidesættes økonomi til omstillingen,« siger Søren Laulund.

Derfor er det også mindre beløb, han har set vedtaget til klimatiltag i byrådet:

Ved det første kommunalbudget i valgperioden blev der afsat et årsværk til at få oversat FN’s Verdensmål til Varde-standarder.

Næste år blev der afsat midler til også at lave en handlingsplan, der endte med at skubbe kommunen med ind i DK2020-projektet, hvor Concito hjælper med at granske kommunens udledninger og reduktionsmuligheder.

Og i dette års budgetaftale blev der afsat 1,9 millioner kroner til den grønne omstilling, fortæller Søren Laulund.

Det er jo mindre beløb, må man sige…

»Ja, det er det ud af et budget på 3,4 milliarder kroner. Men ikke desto mindre: når vi kigger på de nye ønsker, vi politisk skal have skub i, så er det da også et større beløb, end det man normalt kan få lov til at præge i det lokalpolitiske arbejde – i særdeleshed som opposition,« siger Søren Laulund.

Han nævner som eksempel, at det har været en kamp bare at få afsat 4,3 millioner kroner til flere skolelærere i den seneste budgetaftale.

Alt imens kommunen sidder og bakser med disse beløb og handlingsplaner, ser Søren Laulund det private erhvervsliv i hans kommune overhale byrådet indenom med 100 kilometer i timen.

Kommunen er selv stødt på grund, når det kom til at måle og reducere udledninger fra landbruget. Der er Arla i stedet trådt til i stedet med et værktøj, der måler CO2-udledningen i Vardes landmænds foder, og som dermed kan bruges til direkte reduktioner i landbruget.

De erfaringer er med til at lede Søren Laulund til en bestemt konklusion om kommuners rolle i omstillingen:

De skal være et rådgivende og faciliterende organ mere end et iværksættende organ.

Derfor har kommunen nedsat et klimasekretariat, som kan facilitere en forbindelse mellem erhvervslivet, borgerne og kommunen på klimaspørgsmål. Der holdes klima-seminarer for kommunernes spillere, hvor problemer kan finde sine løsere.

Kommunen har for eksempel været udfordret på ladeinfrastruktur til el-biler. Indtil nu har det været sådan, at kommuner ikke selv må medfinansiere ny ladeinfrastruktur – det skal markedet stå for.

De private operatører har dog ikke set det store potentiale i en udrulning af ladestandere i den landlige kommune med 50.000 beboere, og elbiler har derfor haft trange kår i det vestjyske.

Særligt turisme-sektoren frygtede, at det kunne blive et problem. For nok har Varde kommune kun 50.000 beboere, men de har fire millioner årlige overnatninger fra turister.

Her tog kommunen den rådgivende, faciliterende handske på og forsøgte at lægge pres på Christiansborg.

Æren kan nok ikke udelukkende tilskrives Varde, men nu er loven i hvert fald blevet lavet om, og forventeligt fra foråret kan kommuner medfinansiere ladestandere – og det vil Varde gøre.

Et eksempel på, at kommunen her kan spille en faciliterende rolle i klimafremskridt, selv om det kun er lykkedes at afsætte begrænsede midler i kommunalbudgettet.

Keld Hvalsø: De store, grønne investeringer er svære

Der kan være nok så mange gode drømme og visioner for en nyvalgt kommunalpolitiker. Men det hele kan strande ved rammerne for investeringer.

Det fortæller Keld Hvalsø fra Enhedslisten, der har siddet i byrådet i Aarhus ad to omgange, men som selv trådte ud sidste år på grund af tidspres. Ved sidste periode efter valget i 2017 oplevede han, hvordan større investeringer i grøn infrastruktur er svært for kommunen, selv om det er en mærkesag for partiet.

»Noget af det, der er problematisk, er, hvad man kan få lov til investeringsmæssigt. Det med at lave store investeringer som kommune er meget, meget svært,« siger han.

Aarhus er en rigtig bus-by, og her har der været udfordringer. Som for eksempel omlægning af dieselbusser til elbusser.

»Investeringer, der har været svære, er for eksempel i kollektiv trafik. At lave løsninger, der er de bedste, men også dyrere,« siger Keld Hvalsø.

Aarhus vil have udfaset alle diesel-busser i 2027, og tidligere i år blev der sat 29 elbusser i drift.

At købe busserne er dog kun en mindre del af opgaven.

»Derudover er der hele anlægsdelen ved at have el-busser. Et er at købe dem, men man skal kunne lade dem, for ellers kommer den jo til at køre på diesel. Så hele anlægsdelen med at have ladestationer på busholdepladser er jo også investeringer,« siger han.

Og det har været endnu en udfordring, som også er blevet besværet af det kommunale anlægsloft, siger Keld Hvalsø.

Dertil er han frustreret over, at nye udbygninger af veje i Aarhus bliver ved med at gøre det lettere at være bilist. Dermed bliver investeringscasen tilsvarende dårligere for kollektivt trafik, siger han.

I Aarhus er man efter hans udtræden fra byrådet i 2020 nu begyndt at bevæge sig mod at satse på stærkere batterier til elbusserne frem for en stor udrulning af ladestationer ved stoppestederne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage