Leje er stadig ikke det nye eje

Der er langt fra Copenhagen Fashion Week til den store industrihal i Skovlunde, hvor Danmarks nyeste bud på en deleøkonomisk platform har hjemme. Klemt inde mellem renserivirksomhedens Butlers strygestationer, store hvide tøjposer og lange bøjlerækker med alt fra garderuniformer til gallakjoler, står to stålstativer i to etager med alt det, man kan leje via Fjong, som platformen hedder.

Deleplatformen, der er startet i Norge, åbnede i maj 2022 og har indtil videre 25.000 kjoler, bluser, sko med mere, som Fjongs brugere kan få sendt hjem til sig via en abonnementsordning. Betaler man eksempelvis 390 kroner om måneden, kan man få to stykker modetøj – for eksempel en jakke fra Gestuz (købspris 3.000 kroner) eller et par støvletter fra Rocamore (købspris 2.900 kroner). Betaler man 890 kroner kan man få fem. I stedet for selv at købe, naturligvis.

Eller som det står med store typer på Fjongs hjemmeside:

»Leje er det nye eje.«

Det koncept tror Amalie Bjerager Arnesen, der er Fjongs danske country manager, så meget på, at hun selv henvendte sig til Fjong i Norge for at stå for den danske afdeling. Hun havde forsøgt at stable noget lignende op på egen hånd, men måtte sande, at hun ikke havde ressourcerne til at bygge app, annoncere og så videre. Norge var klar, og nu står hun her mellem to dobbeltrækker med tøj i en fabrikshal i Skovlunde.

»Danskere køber i gennemsnit 61 stykker tøj om året. Hvis vi skulle respektere det ressourcemæssige råderum, skulle vi købe tre. Med vores platform forsøger vi at tilfredsstille det behov mange har for noget nyt tøj«, konstaterer hun og lader hånden køre over bøjlerne med mærker som Hunkøn, Sissel Edelbo og Ganni.

Hendes platforms slogan ovenfor er ikke nyt. Det er sloganet for hele deleøkonomien, der dukkede op som ide midt i nullerne, anført især af husdelingsplatformen Airbnb – der i parentes bemærket lige har annonceret deres første overskud nogensinde. Og ideen med, at vi deler vores ting med hinanden, så færre behøver at købe, og der derfor skal produceres mindre med mindre klimabelastning som resultat, har helt fra starten fået fremtidsforskere, progressive økonomer og, naturligvis, branchen selv helt op på de retoriske nagler.

Deleøkonomi er for eksempel blevet kaldt »den tredje industrielle revolution«, i magasinet Forbes forudså en kommentator i 2013, at den vil få »den industrielle model, hvor virksomheder ejer og folk forbruger til at eksplodere,« og milliardæren Richard Branson svingede sig op til dette udsagn i 2016:

»Jeg tror, vores besættelse af ejerskab har nået et tippepunkt, og deleøkonomien er den tankegangs modgift.«

Det er bare ikke helt tilfældet her 2023. På trods af de mange store løfter er det kun en lille del af danskerne, der er med til at dele.

Det fortæller den danske ekspert på området, Anna Ilsøe, der er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) og blandt andet har siddet i Erhvervsministeriets Råd for deleøkonomi.

»Helt generelt vil jeg sige, at omfanget er mere begrænset end man forventede, da den første jubel rejste sig i slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne,« som hun tørt konstaterer.

Begrænset omfang

Hendes fokus har i flere år været at kvantificere interessen for deleøkonomi. Det har hun gjort via spørgeskemaundersøgelser i først 2017 og senest 2019, hvor omkring 18.000 danskere blev spurgt ind til deres erfaringer. Resultat:

I 2019 svarede 1,3 procent af respondenterne, at de havde tjent penge via såkaldte kapitalplatforme – altså platforme, hvor man i modsætning til arbejdsplatforme tjener penge på at leje noget ud. I 2017 var det 1,5 procent.

»Begge resultater viser et noget mere begrænset omgang, end man skulle tro, også i forhold til hvor meget medieomtale deleøkonomien har fået,« siger Anna Ilsøe, der oplyser, procentandelene ikke er langt fra tilsvarende tal fra USA og øvrige Europa.

Danmarks Statistik har undersøgt, hvor mange der så bruger, altså er kunder på, deleøkonomiske platforme. Det er lidt mere opløftende.

• 10 procent har prøvet at købe sig til overnatning via platforme som Airbnb.
• 7 procent har prøvet at købe sig til transport via platforme som danske Gomore.
• 4 procent har lejet en anden service, enten et stykke arbejde via platforme som omdiskuterede Hilfr eller Happy Helper, eller en ting som værktøj eller tøj.

Større tal, men altså stadig et stykke vej til en decideret revolution.

Tilbage i lagerbygningen i Skovlunde insisterer Amalie Bjerager Arnesen på, at der er potentiale i mantraet med at leje i stedet for at eje. Hun vil ikke ud med, hvor mange kunder Fjong har i Danmark, men vil gerne sige, at de har cirkuleret over 2.000 stykker tøj i Danmark siden opstarten i maj, og særligt i decembers julefrokosttid vækstede de meget hurtigt.

Fjongs koncept er ikke baseret på privates tøj – om end de også er med – men på tøjbrands overskudtøj fra de seneste kollektioner.

»Det er der masser af. 30 procent af det tøj, der er produceret, bliver aldrig solgt. Vi sørger for, at det tøj, der bliver produceret, bliver brugt. Typisk ender det overskydende tøj jo med at blive kasseret og i værste fald brændt. Vi lejer det ud 20-30 gange, og derefter sælger vi det via vores ’Third Chance’-kanal,« siger hun med en pitch, hun har leveret nogle gange.

Hun oplyser, at de 43 tilknyttede brands er klar på at levere op mod 100.000 stykker tøj i løbet af de næste otte måneder.

»Det siger også noget om, hvor meget uudnyttet tøj der er derude.«

Det er en velkendt problematik, country manageren sætter fingeren på. Ikke bare danskerne, men hele verdens vestlige befolkning, har et decideret overforbrug af tøj, især hjulpet på vej af fast fashion, og det leder både til et ekstremt højt ressourceforbrug – den globale tekstilbranche har et større CO₂-aftryk end fly- og shippingbranchen til sammen, 6,7 procent af den samlede udledning for at være præcis – og enorme mængder affald.

Drømmen med deleøkonomien er, at den reducerer produktionen af ikke bare tøj, men biler, værktøj, legetøj, både, sågar hoteller og dermed bidrager til et mindre CO₂-tungt samfund.

Som iagttagere, deriblandt Concito, ofte har indvendt, risikerer effekten at blive ret beskeden, fordi deleøkonomien i sig skaber nyt forbrug – og ny udledning. Vi tager længere væk på ferie, fordi vi kan bo billigere