Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningMærsk har udledt markant mere CO2 i 2020 og 2021, end selskabet oprindeligt har offentliggjort.
Det skriver MobilityWatch på baggrund af shipping- og fragtkoncernens bæredygtighedsrapport.
Her fremgår det, at Mærsk har opdateret tallene for dets CO2-udledninger i 2020 og 2021. Det er sket på baggrund af forbedrede metoder til udregning af udledninger fra selskabets værdikæde – dvs. indirekte udledninger fra f.eks. indkøb af lastbiltransport - også kendt som scope 3-udledninger.
Og det har ført til mærkbare ændringer.
Sammenholdt med de tidligere de tal, som selskabet oprindeligt fremlagde, viser Mærsks nye beregninger en samlet forskel på 19,57 mio. ton CO2.
Til sammenligning svarer det til 44 pct. af Danmarks samlede CO2-udledning i 2021, som ifølge Danmarks Statistik lød på 44 mio. ton CO2.
»Det er seriøse mængder CO2. Det er stort,« understreger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling med fokus på klima og transport, over for MobilityWatch.
Ifølge Mærsk er udledningerne fra scope 3 i 2020 således 34 pct. højere end det, man tidligere har lagt frem, mens de for 2021 er 36 pct. højere.
I hele 2022 udledte Mærsk 77,96 mio. ton CO2, hvilket er en stigning fra de 76,38 mio. ton, som selskabet udledte i 2021 jævnfør de nye beregninger.
I 2020 lød udledningen på 70,81 mio. ton.